Holi

Af Camilla

Her et indlæg som jeg skrev for et par dage siden, men de sidste par dage har nettet været for ustabilt til at vi har kunnet lægge noget på bloggen, så derfor kommer det med et par dages forsinkelse.

I dag er det Holi. En stor festdag, som inderne fejrer ved at smide farvepulver i hovedet på hinanden. Allerede for en uge siden, fik Akacia smidt den første vandbombe med blå farve på sig, om aftenen mens vi stod og så på aftenpujaen. Vi var helt uforberedte og hun havde sit nye tøj på og det var meget ubehageligt, næsten som et overgreb. Og vi havde ingen jordisk chance for at se hvem af gadeungerne, der havde smidt den og godt det samme, for ellers havde Daniel revet hovedet af vedkommende.
  Og som dagene er gået har stemning bygget sig op, og i dag har det ikke været muligt at gå uden for en dør. Store flokke af unge drenge har hærget gaderne – og det er ikke kun farve og vand de kaster efter hinanden, men også mudder og lort og sten. Alle butikkerne er lukkede, alle guesthouse og hoteller låst af.
  Men i naboguesthouset, som er fyldt med japanere har de festet siden i går, og i dag fandt den helt store vand/farvekamp sted oppe på taget, og en lille flok fra guesthouset, der iblandt Daniel og Akacia gik over for at deltage i festlighederne.

Her et billede af nabohotellets tagterasse hvor Daniel og
Akacia var ovre og lege holi.

 

Daniel efter vand/farvekampen - efter han havde været i bad.

 

Dagen i forvejen havde tre drenge omhyggeligt afdækket hele vores tagterasse med sort plastik, gelændere, gesimser osv. og  hele natten  havde aberne en fest med at rive det hele ned. Desunden var tagterassen aflåst og personalet kunne meget belejligt ikke finde nøglen. Først sidst på dagen, da de værste farvekampe var overstået, dukkede nøglen på mirakuløs vis op, og vi kunne komme op på taget og se de sidste efterdønninger af kampene.

Beyond humanity

Af Camilla

Så mødte vi chaibaba - den baba som angivelig lever af sort the, og som desuden fortalte han os, suger energi ud af solen og ilden.  Han er Aghori, hvilket vi burde have kunnet regne ud, en mand som udfører sine ritualer på den måde han gør, på selve ligbrændingspladsen, kan dårlig være andet – og jeg vil slet ikke komme ind på hvad en aghori er – de der ikke ved det, må google sig til det. Jeg vil ikke være i stand til at skrive om det på en måde der yder det retfærdighed.

Det var Annas baba, som vi må se i øjnene også er blevet vores baba, som præsenterede os, sådan som han havde sagt han ville. Ligesom han har adopteret Anna, har han også adopteret os, og i går tog han os og Anna på en sidste afskedstur rundt blandt nagababaerne.

  Ellers har vi jo ikke siddet alverden ved dem, bortset fra den ene gang vi besøgte Macro Dut Giri, men sammen med Annas baba var det noget andet, fordi vi var hans gæster, og han guidede os igennem besøgene, sagde hvad vi skulle gøre hvornår - og gav Bo penge eller gaver som han skulle give de forskellige babaer (vi måtte ikke selv betale og han vil ikke tage imod penge fra os). Det var en meget mærkeligt og smukt aften - landskabet og solnedgangen og hele stemningen, bålet og nagababaerne, den ene med en så stor ring om pikken, at Daniel troede det var et ur.

Chaibaba talte en smule engelsk, så da vi var der kunne vi føre en samtale (alt mens han ind imellem trommede voldsomt på en lerpotte, og råbte, og lavede kryptiske ritualer). Han havde en meget intens udstråling og jeg var ikke helt tryg ved ham.

  Efterfølgende var der en indisk religionsstuderende, som fortalte os, at vi var de første, han nogensinde havde set ham henvende sig til og tale med. Normalt jagede han folk væk! Han fortalte, at han var en meget hellig mand, en af de helligste, beyond humanity, så tæt på gud, at han selv blev regnet for en gud.

Siden Bo fik en blessing med DDT og havde knaldende hovedpine i tre dage, har vi været forsigtige med at modtage blessings af babaerne. Normalt er det aske fra dhoonien (det hellige ildsted) som de bruger til at velsigne folk med, men nogle stykker skraber den DDT, som gyderne og ghatsene bliver pudret med op, og bruger den! Men i går fik vi en blessing hvert eneste sted vi var inde, dog ikke hos agorien, hvor vi kun fik prasad (i form af the) og vores pander var helt grå af aske efterfølgende.

Chaibaba

 Af Camilla

Denne her baba har jeg undret mig over, hver gang vi har passeret  babalejeren ved ligbrændingspladsen på Harichandra Ghat. En lille mørkbrændt senet mand, der ustandselig er i gang med at bygge nogle underlige konstruktioner af bambus og pinde. Det ene efter det andet. Det ligner en gal mands foretagende. Som den eneste baba holder han til direkte på krematoriegrunden – det er konstruktioner han bygger oven på ligbålene! Og det at han får lov til det tyder på, at han er en meget hellig mand, selv om han for mig ser ud som en galning.

I dag fik vi så forklaringen. I formiddags fik vi besøg af en baba (vores veninde Annas ven) han tager videre i morgen, tilbage til sin ashram og han ville lige sige farvel inden. Og han fortalte om chaibaba. Først troede jeg han mente den baba, som vi drikker chai hos sidst på dagen, som har en lille chaishop nede langs ghatsene, og som vi også kalder chaibaba, men så gik det op for mig, at han mente manden med de underlige konstruktioner. En baba der øjesynlig kun lever af sort the – som eneste føde overhovedet, deraf navnet. Og han tilbød at introducerer os for hinanden – hvilket jeg ikke helt ved om jeg har mod på..

Men da han havde svært ved at tage afsked, aftalte vi at mødes i aften nede i hans telt og se solnedgangen sammen, med ham og med Anna som også tager videre i morgen. Hun tager til Delhi, for at se til sin ven og protege Lucky, som var fotograf på hendes dokumentarfilm om gadebørn, og som nu går på filmskole i Delhi, hvilket hun finansierer. Så hun skal tale med hans lærer, sikre sig at han passer sit studie, inden hun tager tilbage til New York. Sådan forlader de byen, den ene efter den anden, og om en uge er det os der tager afsted, hvilket jeg på en gang glæder mig til og er vemodig over.

Akacias blogindlæg

Af Akacia

Vi starter med en personkarakteristik af dyr og mennesker i Varanasi:

Tiggerne: Man får hurtigt lavet et regnskab oppe i hovedet, med dem du skal give penge til.

De gamle: Dem kan man give, for de prøver ikke at snyde dig. De er virkelig gamle og kan ikke længere arbejde.

Kendetegn: De er gamle og man kan se, at de har haft et hårdt liv.
Opholdssted: I en klynge i vejkanten.

De syge: Dem skal man også give, men de lettere at give, fordi der ikke er så mange spedalske som gamle.

Kendetegn: De har som regel bandager på og mangler nogle kropsdele, som for eksempel fingre eller tæer.
Opholdssted: Der hvor folk er nødt til at gå lige forbi.

Mødrene: Dem skal man faktisk ikke give så mange penge, dels fordi de som regel har familier, dels fordi de vil have at man køber modermælkserstatning, selv om de sagtens selv kan amme deres børn. En modermælkserstatning er meget dyrere og så kan de sælge den igen. Hvis barnet græder, er det fordi moderen har nevet det, så man skal tro det græder af sult.

Kendetegn: En baby på armen og en sutteflaske i hånden.
Opholdssted: På torvet, på pladsen, overalt hvor de kan ane en turist.

Børnene: De har familier, og hvis man giver dem penge er det ikke altid de bliver brugt på mad. Så hvis man skal give dem, er det bedst at give dem mad.
Kendetegn: De er børn og tiggerbørnene er meget beskidte.
Opholdsted: Lidt rundt omkring.

Tiggerbabaerne (en baba er en hellig mand): Der er to slags babaer, den ene slags er de ”rigtige”, den anden slags er mere ligesom tiggere og det er ikke helt nødvendigt at give dem. Man kan kende dem på at de altid er klædt ud, så de ser mere hellige ud og nogle af dem har nogle rigtig skurebrænderstemmer.

Kendetegn: De er klædt ud som hellige mænd.
Opholdssted: På ghatsene (trapperne ned til floden).

De hellige babaer: Det er mænd som har fortjent at blive hellige. Der er forskellige måder, at gøre sig fortjent til at blive baba. En af dem jeg har hørt om er, at stå op i tolv år.

Kendetegn: De er som regel nøgne og indsmurt i aske.
Opholdssted: i et telt tæt ved ligbrændingspladserne.

Sælgerne: Uanset hvor du går, er der altid en der vil sælge dig noget. De har endda hver deres ghat.

Bådmændene:

Slogan: Boat, boat, you want a boat Madam.
Kendetegn: Små senede mænd.
Opholdssted: Boatghatten – alle ghatsene.

Massagemændene:

Slogan: Du you want massage. Eller: Give me your hand sir.
Kendetegn: De vil gerne trykke dig I hånden, så de kan give dig et rigtig massagehåndtryk, men jeg vil ikke råde dig til det, for man ved jo aldrig hvor deres hænder har været.
Opholdssted: Den store plads, hvor der hver aften bliver holdt aftenpuja, altså et helligt show.

Chaimænd:

Slogan: Chai, chai, chai.
Kendetegn: Deres dybe stemmer, der vækket dig om morgenen, hvis du har kørt med tog.
Opholdssted: I togene og rundt om på ghatsene og i gyderne – alle steder faktisk.

Omeletmændene:

Slogan: Omlet kotlet Omlet Kotlet.
Kendetegn: De dybe stemme, der vækker dig om morgenen, hvis du kører med tog.
Opholdssted: I togene.

Hashsælgerne:
Slogan: Do you want hash, I have everything: Weed, drugs, boys.
Kendetegn: Den sleske pivende junkiestemme og måden de udtaler s på  - ligesom Gollum.
Tip: Spørg om de har Müsli – müsli kan i Indien også være en form for drugs eller noget i den stil, når de så svarer yes, så spørger du: Ahh, do you also have curd (yoghurt).

Dyrene:

Hundene: Overalt er der hundebander der bekriger hinanden både nat og dag.   De fleste hunde er skabede, men stadig stolte og vilde. De fanger selv deres føde, og de er meget territoriale.

Aberne: Hver gang du går uden for en dør, skal du først kigge efter aber, og pas på med at have noget i hænderne, for ellers vil aberne angribe.  Selv om de fleste aber har vænnet sig til mennesker.

Køerne: De er som regel meget fredelig. Men hvis en tyr lugter en ko i brunst, begynder den at løbe derud af. I Indien er køerne hellige, og man ser dem tit gå ind i butikkerne, for butiksejerne kan ikke helt jage dem væk. Kokasserne bliver tørret og brugt som brændsel til madlavning, og regnes for den fineste form for brændsel.

Vandbøflerne: De ligner en form for køer, men de skal engang om dagen i bad, for ellers overlever de ikke. Men på trods af det er de ikke så gode til at svømme.

Rotterne: Det kan lyde underligt, men rotterne er også hellige. I nogle restauranter løber musene ligefrem rundt og en gang imellem stikker en rotte snuden frem lige ved ens fødder.

Gederne: Når det er koldt har gederne trøjer på.

En tur til Assighat.

Fra guesthouset går der en lille snæver gade. Først passerer vi en trappesten hvor fem hundehvalpe kravler rundt. Tæt ved står vandpumpen. Vi går forbi en byggeplads, hvor arbejderne er i gang hele dagen. Overfor sidder der en mand og læser avis, han har siddet der hver gang jeg er gået forbi.

Nu kommer vi til trappen, der ligger fem store hunde. Det er den sorte hundebande, som jeg kalder dem. Trappen er næsten altid våd. Trappen fører ned til enden af boatghatten, et par bådmænd forsøger at få os til at tage en bådtur. Da vi går videre er der et par unge drenge der prøver at filme mig, men jeg træder hurtigt ind bag ved Daniel, for det er jeg ikke så vild med.

Vi når til Visnu Resthouse, hvor alle koreanerne sidder ude foran. En af dem spiller på trommer. En af dem lærer fløjtemanden nye toner, et par stykker spiller wolleyball eller skak, og der er en der lige har stukket sin i-phone i hånden på et gadebarn, for at beskæftige det.

Vi beslutter at tage et hvil. Daniel tager et par bolde frem for at jonglere. Nogle gadebørn kommer løbende, og den ældste pige får lov til at jonglere. Nu kommer en af hundene stolt marcherende med en rotte i flaben. Den forsvinder ind mellem chaihuset og Visnu Resthouse, derinde ved jeg at den har sine fem hvalpe godt gemt.

Da vi går videre får jeg øje på Elisabeht geden og Emely geden. Elisabeth er hvid og har en brun strikcardigan på. Jeg tro Emely er Elisabeths niece. Hun er sort med en hvid blis i panden. Vi får hverken øje på Elisabeths søster Laura, der er hvid med en blomstret natkjole med pufærmer på. Eller Elisabeths og Lauras fætter Jimmy, der sort med en hvid blis i panden og en blå sportstrøje på. Når det er varmt, får Jimmy viklet ærmerne om halsen, så trøjen ligger på ryggen, det ser rigtig sporty og sejt ud og det er den eneste trøje Jimmy ikke spiser. Nå ja, Jimmy er for resten en dame.

Jeg begynder at kunne lugte ligbrændingspladsen. Der er åbenbart et ældre lig der bliver brændt af. Ligene bliver som regel først brændt af, når alt det omkringstående familie kan være til stede.  Så løber de gennem byen bærende på liget, alt imens de råber: Ram nam sataya hai, ram nam sataya hai. Det betyder: Rams navn er sandheden. Ram er en gud. Når de siger det rigtig hurtigt, kommer det til at betyde: Døden er sandheden. Bagefter løber de ned til brændepladsen og får liget brændt af.   

Nu er vi nået helt derned. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk et lokalt samlingssted. Folk kommer der for at mødes med vennerne, får sig en chai og en sludder, besøger de hellige babaer som holder til der, eller bare for at få fyret en af de gamle af.

Nu er vi nået forbi brændepladsen. Der går en baba med en tiggerkurv. En inder går hen for at give ham noget. Pludselig springer Inderen tilbage og taber pengene. Babaen samler dem op. Jeg synes det er lidt underligt, ganske vist kan babaer være ret vilde og jeg ville også blive forskrækket hvis jeg kom til at se ind i en vild mands øjne, men alligevel. Nu får Camilla øje på det, der ligger en slange i tiggerkurven, så det er meningen at man skal stikke hånden ned og ofrer penge til slangen. Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg ville også have fået et chok.

Endelig når vi til Assighat. Der sidder en hel klynge af tiggere, blandt andet en mand med en abe. Begge er de gamle og aben er ikke i bur. Faktisk ligger den på manden og bliver kløet i hovedbunden.

Nu hvor vi er kommet til Assighat er der ikke så meget mere af sige, så jeg tror jeg slutter det her kapitel og muligvis begynder på et nyt.

Afsked med nagababaerne

Så er hovedparen af nagababaerne og sadhuerne
på vej videre, og byen falder langsomt tilbage i
en normal rytme.

Som en sidste afsked med de hellige mænd, kommer der her et filmklip, som vi tog sidst vi var i Varanasi.

En pause fra Varanasi

Af Bo

I går tog vi sammen med en flok venner på tur til et vandfald udenfor Varanasi. Et surrealistisk smukt og fredfuldt sted, især i Indien, hvor ensomhed og fred, er noget man stort set aldrig oplever.  Vandet faldt fra 30 meters højde ned i en stor sø, hvor lyset brød i vandråberne. Efter i månedsvis at have bevæget os rundt i små mørke gyder, og udenfor gyderne i et inferno af larmende, osende, dyttende trafik, mellem tusindvis af pilgrimme, var det fantastisk, for første gang at være i naturen igen. At kunne trække vejret helt ned i lungerne og blive ved med at gøre det. Først nu gik det op for os, hvor mange gange om dagen vi holder vejret: når vi passere et tissested, et parfumeret lig, et opskyllet ådsel, en affaldsdynge af forrådnet køkkenaffald, et bål af brændende plastik, et kloakudløb, byen er fuld af øjeblikke, hvor man holder vejret, nu trak vi det for første gang i månedsvis dybt dybt ind.

Vi slog os ned på nogle flade klippesten neden for vandfaldet og dasede og badede og spiste hvad vi havde taget med: frugt og brød og ost og tomater. Det var en dag der bare havde nok i at hvile i sig selv. Stedet ville være et fund for en filmproducent. Det kunne danne baggrundskulisse for en hvilken som helst film: En romance, en cowboy/indianer /samuraifilm, en disney eller mangafilm, eller den pause som selv den hidsigste aktionfilm har brug for. For frem for alt var her fred, og da Francesco tog sin tværfløjte frem og spillede, mens gule blade dalede ned og lyset spillede i de tusinder af forstøvede dråber fra vandfaldet. Ja så var det bare et af de øjeblikke.



hudløs

Af Camilla

I de her dage vil jeg helst bare være hjemme. Jeg træt af at blive konfronteret med fattigdom og nød hele tiden, som bådmanden og hans kone nede ved Assighat, der lever på ghatten, med deres to små tvillingedrenge og deres lille nyfødte pige, som ligger alle vegne. Jeg kan ikke holde ud at moderen ikke tager sig af hende, men lader hende ligge på jorden på den måde, med sine små spædbarnebevægelser.

I går så jeg en tiggerdreng spiser rester fra en skraldespand, og det kan jeg heller ikke holde ud. Men hvis jeg køber ham et måltid mad, har jeg ti sultne unger hængende i klaser på mig. Og jeg bliver vred på ungerne – og på de andre turister, der sidder helt uanfægtet og drikker chai og glor, for hvorfor giver de ikke nogle af børnene et måltid mad, hvorfor forventer de, at jeg skal fodre dem alle, bare fordi jeg har fodret en, og hvorfor tigger ungerne ikke dem om mad?
  Og hvad med den nyfødte? Hvis jeg tager hende op – som jeg gjorde den anden dag med en lille pige, der græd hjerteskærende, så glor folk på mig som om jeg er idiot, for hvorfor gør jeg det?

Da Akacia og jeg så et lig forleden (ikke et af ligoptogene, eller nede ved brændepladsen, hvor man er forberedt, men siddende i en stol, formentlig en hellig mand, som skulle smides i floden, fordi de hellige mænd ikke bliver brændt) og hun var helt ude af den, var der en baba som spurgte hvad der var galt. Og da jeg sagde, hun var chokeret fordi hun havde set en død mand, så han på mig, som om han ventede på fortsættelsen – hun så en død mand… og?

Her forleden sagde Daniel: man bliver lidt hårdhjertet af at være her.
Men det ved jeg ikke om jeg er enig med ham i. Jeg synes, at jeg er helt hudløs og porøs i de her dage.