Dom Maro Dom

Af Bo  I 1971 var det helt store Bollywood film hit Hare Rama Hare Krishna. Lidt usædvanligt handler den om en indisk familie bosat i Montreal, hvor moderen og faderen bliver skilt, fordi faderen har en affære. Storebroderen flytter med sin mor tilbage til Indien, mens lillesøster bliver boende i Montreal med sin elskede far. Faderen vinder førstepræmie som:  ”Årets Far” efter at have fortalt datteren, at både mor og storebror er døde, hvorefter han gifter sig med sin elskerinde. Dette sender datteren ud i en livskrise.   Nu springer filmen seksten år frem i tiden hvor en tydelig ustabil Jasbir, (der nu kalder sig Janice) slår sig ned i et hippiekollektiv i Katmandu. Hendes storebror begynder at lede efter den fortabte søster (spillet af instruktøren Dev Anand selv, der på det her tidspunkt er sidst i fyrrerne og absolut for gammel til rollen). Han går en masse igennem. Når at danse forelsket gennem Katmandus gader med en lokal skønhed. Får bank adskillige gange og bliver beskyldt for at have stjålet et meget betydningsfuldt religiøst relikvie og ender med at få Nepals samlede befolkning efter sig.'   Imens synker søsteren længere og længere ned i drugs og chillummer og hippie miljøet og i filmens hovedscene dingler hun rundt, rygende på en chillum, mens hun synger det års absolutte top hit: Dom Marro Dom (der betyder nogen i retning af: sug bare sug).   Overalt hvor man bevægede sig i Indien i det år og de følgende, ville inderne råbe efter en: Dom Maro Dom. De lidt mere kultiverede stoppede en på gaden og spurgte: ”Excuse me sir, are you a hippie?   Hippierne i filmen var ægte nok, indskrevet fra Goa og Bombay og omegn. Dengang var der flere der supplerede opholdet med statistroller i Bollywood. Det var meget almindeligt, at skurken skulle være hvid. Så der er adskillige film fra dengang hvor den hvide skurk er proppet i et forkert jakkesæt, med hestehalen stoppet ned i skjorten bagpå.   Alt ender selvfølgelig som det skal, bror og søster bliver forenet og søsteren vender ryggen til det fordærvede, degenererede hippiemiljø. Eller sådan huskede jeg slutningen ind til jeg kom i tanke om stakkels Jasbir/Janice begik selvmord.

 

 

 

 

Stranden i Mandreem





Søstjernerne er ægte






morgenstemning

 Af Camilla

I morges lå jeg i sengen og kikkede ud gennem vinduet på det store vildtvoksende mangotræ, lige ind i trækronen. De store krogede grene, hvor der på den ene vokser noget der ligner en bikube, muligvis en fuglerede eller en sygdom. Den hang som den forkrøblede gren på billedet af L.A. Rings gravide hustru, som en forlængelse af hendes arm. Vinden fik bladene til at rasle og pludselig i et glimt, et flashback, et minde, hvad fanden det var, så jeg et en gruppe lønnetræer eller bøgetræer eller egetræer, nordiske træer som de ser ud i en skov om sommeren, eller hvor jeg har set dem. Og den følelse som mindet om disse træer fremkaldte, var så intens, at den langt overskyggede synet af mangotræet uden for vinduet.

 

legetøjshelikopteren

Af Camilla

En lille dreng passer mig op og forsøger at sælge mig en plastikhelikopter. Et lille grimt stykke discountlegetøj, som jeg hverken vil eje eller have. Men så får jeg medlidenhed med ham og stikker ham nogle småpenge, som han vredt afviser. Han er sælger ikke tigger. Hvis jeg vil give ham noget, kan jeg købe hans lille kamuflagefarvede plastikhelikopter, og i stedet for at gå videre, spørger jeg hvad hans helikopter koster. Han nævner en fuldstændig ublu pris. Et beløb jeg ikke engang i Danmark ville betale for en tilsvarende ting, en latterlig lille dims, som dem man får i trøstepræmie når man fisker badeænder i Tivoli. Jeg ser forbløffet på ham og han halvere sit bud, hvilket ikke gør prisen mindre ublu. Jeg siger hvad jeg vil give og føler ikke, jeg på nogen måde snyder ham. Han kan købe de første tyve plastikdimser for det beløb. Men så tager fanden ved ham og han bliver grebet af en sær stolthed, som jeg kender fra mig selv, når jeg bliver grebet i en løgn. En sær insisteren på, at det jeg siger er sandheden. Med samme vedholdenhed insisterer drengen på den pris han har nævnt. Det er hans absolut sidste bud, og hvis ikke jeg vil betale det, så vil han ikke sælge mig sin plastikhelikopter! Og det er fuldstændig meningsløst, som om jeg havde nogen som helst interesse i hans latterlige legetøj. En irrationel fattigmandsstolthed. Og så køber jeg den alligevel.

Hjemme i lejligheden skyder jeg den lille helikopter op i luften. Den svæver lige så nydeligt gennem værelset ind til den rammer ventilatoren i loftet og splintrer til ubrugelighed.

Way back then

Af Bo

 

Jeg kom til Goa for første gang sidst i 1970, efter at være rejst over land  fra Danmark. Sammen med Bill, Randy og David, tre amerikanere jeg var stødt ind i flere gange undervejs, lejede jeg et hus på Baga Beach. Nu kan jeg læse i lokalavisen, (The Goan) at det er blevet et center for prostitution. Familien flyttede ud i stalden. Huset lå hvor palmerne begyndte og der var fyldt med sorte grise overalt.

   Lokummet lå i sandet ti meter bag huset , et lille palmebladsdækket das, åbent bagtil med en palmemåtte som dør, indenfor var der to sten ca. 50 cm. høje. Når man nærmede sig kom grisene løbene gennem sandet og masede sig  ind mellem stenene bagfra, den tykkeste og mest dominerende længst inde, når de blev for ivrige og fik løftet trynerne for højt måtte man vende sig og daske dem.
   Huset bestod af et mørkt, varmt rum. Om natten blev jeg vækket af rotter der løb hen over ansigtet, så jeg begyndte at sove på stranden.  Jeg blev ret hurtigt dækket af små røde knopper fra top til tå. Jeg smurte mig ind i tigerbalm inden jeg skulle sove, røg en joint og havde en til liggende klar til i løbet af natten, for i det hele taget at falde i søvn.
   Mine medrejsende mente, jeg havde fået fnat, så det var nok bedst for alle, at jeg blev ved med at sove på stranden, og det gjorde jeg så, rystende af kulde på grund af tigerbalmens kølende virkning, men med den tropiske stjernehimmel over mig og det arabiske hav buldrende ind på stranden. Først senere fandt jeg ud af, at tropiske strande og andre tørre steder, er fyldt med sandfluer hvis bid, når man får nok af dem, slår over i en allergisk reaktion, der forstærker kløen.

Et par år senere kom jeg til Goa igen. Den første dag gik jeg ned ad Vagator Beach, for at lede efter et sted at campe. Vagator var den gang ubebygget, nu består det meste af et resort. Stranden er dramatisk, med mærkelige klippe- og stenformationer ude i vandet. Der var en lille palmebladshytte, hvor man kunne få chai, tørre coconut biscuits og en fish curry med små stribede, farvestrålende fisk, der lignede akvariefisk og som blev fanget i pytterne ude på klipperne.
   Jeg vadede hen ad stranden og kom til at gå lige gennem en camp, der bestod af et palmebladshalvtag med en bålplads foran, og der sad Mads og Ole og Dorthe som jeg kendte hjemmefra.  50-100 meter derfra lidt længere inde og oppe ad bakken, havde en amerikaner bygget en hytte, han skulle rejse næste dag, så den overtog jeg . Udenfor boede et par desmerdyr, det var betryggende med et par gode slangejægere lige uden for døren.
   Hvis vi ikke spiste i det lille chaihus, kogte vi et eller andet sammen over bål. Jeg tror ikke det skete for os, men vi hørte fra andre camps og strande, om en hund der pludselig kunne komme farende og snuppe hele gryden med mad og forsvinde op i bakkerne, indtil en dag nogen fik den forfulgt så langt, at de så den aflevere den til en lille indisk mand, der havde trænet den op.  Selv kragerne var mere sultne dengang. De gjorde dristige udfald og snuppede maden direkte ud af hånden på en. Blanke ting kunne de ikke stå for, skeer, knive, grydelåg af aluminium fløj de med.

På den yderste nok helt ud til havet boede en tysker i total retreat, yoga, meditation, tavshed, han havde ikke talt meget længe, det var et målrettet og seriøst trip han var på. Men lidt efter lidt, hjulpet godt på vej af vores stærke hash, blev han en fast del af slænget under halvtaget og brød sin tavshed. Selv et grin kunne det blive til engang imellem.
  Shivananda, en omvandrende Naga Baba, blev også tiltrukket af vores medicin og mad. Han brokkede sig konstant over den khana de diskede op med i Goa. ”Coconut Only.” Han var en intens mand, der krævede fuld opmærksomhed, ikke noget med at sidde og stene og blive fjern i blikket, når man var sammen med ham, med det samme greb han en i armen og ruskede en med et: ”Mr, Mr” og fortsatte sin lange hjemmebryggede tale sat samme af adskillige indiske sprog inklusive engelske brokker, som selv indere havde svært ved at finde hoved eller hale i.
   Om aftenen blev der fyret op og trommet ud i natten. Shivananda slog og klaprede rytmen på ringene på den ildrager, som er en del af saddhuers religiøse udstyr.

Midt på stranden var der en lille kilde, det eneste sted vi kunne få ferskt vand. Et grønt blad samlede den fine stråle og så kunne man sætte sin lerdunk under og langsomt lade den fylde, mens andre dunke stod klar og blev rykket hen efterhånden, som der blev fyldt op.  Det var også der man kunne vaske sig, når man trængte til at få havsaltet af. En dag gav jeg Shivananda en stor flaske shampoo. Han brugte det meste af dagen på at vaske sine dreadlocks indtil flaske var tom.
   Det syretrip som nogen gav ham, væltede ham overhovedet ikke af pinden. Han fortsatte bare sin talestrøm, men var alligevel imponeret bagefter, over at så lille en pille kunne have så stor effekt. Fremover kaldte han syre ”Little” og viste med brændende øjne det yderste af en finger frem.
   Da vi en dag købte en flaske lokal rom og hældte et par sjusser på ham, døbte han det straks en: ”Double”.  Det var også ham, der var ophavsmand til det fantastiske udtryk en: ”Show money Mister”.  Han ville sidde og vippe med hovedet og sige: ”This show money Mister, no good”.

Efter nogen måneder i Goa hvor der blev varmere dag for dag, begyndte jeg at længes mod Himalayas kølighed. Jeg sagde farvel til Mads og Ole og Dorthe og Shivananda og de andre og rejste ligeså hurtigt jeg kunne over land til Nepal med tog, bus og på taget af lastbiler (det var før det var muligt at tage en flyver rundt).
   Da jeg første dag kom til Katmandu, gik jeg hen over Durbar Square, og der på trinene op til det største tempel, med en chillum i hånden, sad Shivananda og vinkede til mig og råbte:” Mr, Mr, Come, Come.”
   Og det er stadig et under for mig hvordan han kunne være der før mig.

 

 

 

Lidt om skriveproces

Af Camilla

Som mange af jer allerede ved, begyndte jeg for flere år siden på en roman om en mand, der havde kræft, og som i angst og afmagt forlod sin kone og sit barn og tog til Indien, til byen Varanasi for at dø.
  Jeg var så heldig at få et legat fra Marienborgpuljen (som netop var blevet oprettet i forbindelse med at man nedlagde en stribe andre legater, og som kun blev uddelt få gange, inden man også nedlagde det).
   For det legat tog jeg til Indien. Bo tog forældreorlov på Akacia (en ordning som i overensstemmelse med tidsånden nu er nedlagt). Vi tog alle tre unger ud af skolen og flyttede til Varanasi, hvor vi boede i nogle måneder og jeg skrev, som jeg aldrig har skrevet før.
  Jeg kom hjem med mange hundrede tætskrevne sider: råtekster, uredigerede kapitler, indtryk, dagbogsnotater og interview, alt sammen skrevet hulter til bulter i en pærevælling, sådan som jeg altid arbejder i opstartsfasen, hvor jeg skriver mig ind på historien og personerne og hvor der endnu ikke er nogen retning og begrænsninger. En fuldstændig fantastisk fase hvor mulighederne er ubegrænsede og vejen ligger bred og åben foran en. Senere snævrer den sig ind, indtil man helt holder op med at vælge, og kun gør det, man er nødt til at gøre.
 
Da vi kom hjem var legatet brugt op. Jeg søgte andre legater, men uden held og de næste år søgte jeg forgæves det ene legat efter det andet i håb om at kunne købe mig tid til at skrive.
  Ind imellem redigerede jeg i det jeg havde skrevet. I weekenderne og om formiddagen (efter at jeg havde været på arbejde en stor del af natten) og det virkede håbløst og urealistisk. Jeg var træt, brugte for lang tid på at læse mig ind på stoffet, havde svært ved at huske hvad det var jeg ville, og i forsøg på at overskue det stof jeg sad med, delte jeg det op.
  Indtil da havde historierne vævet sig ind i hinanden, tilbageblikkene faldt drypvis hele hovedhistorien igennem, men nu splittede jeg dem op. Samlede det der senere skulle blive til Udflytterne i en bog og Indiensdelen i en anden. Jeg havde langt mere stof til Indiensdelen, der var langt mere rodet og uredigeret og uoverskueligt, så derfor valgte jeg at koncentrerede mig om tilbageblikkene og tænkte, at jeg så senere kunne skrive dem ind i bogen igen, når et legat gjorde det muligt, i en længere periode at frikøbe mig den tid jeg havde brug for, til at fordybe mig i stoffet.
  Men da et legat - endelig - efter flere år gjorde det muligt for mig at gå i gang med Indiensdelen, var barndomsdelen så redigeret og færdigformet, at jeg kviede mig ved at skulle splitte den op. Jeg besluttede derfor at lade bogen falde i to dele, og gik i gang med at redigere Indiensdelen. Men i takt med at den begyndte at tage form, blev jeg i tvivl. For var det jeg sad med i virkeligheden to bøger?
  Jeg skrev til min tidligere redaktør Torben Madsen og sagde, at jeg var i tvivl om nogle ting omkring min roman, om han ville læse den? Jeg sagde ikke hvad min tvivl gik på.
  Nogle dage senere ringede han og sagde, at nu havde han læst den. Han var vild med begge dele (måske mest Indiensdelen), eller begge bøger, for han var ikke i tvivl om at det var to bøger. Det var selvfølgelig et valg, der var forfattere skrev romaner der kørte i to spor, og som slap afsted med det, og det ville jeg nok også gøre, hvis jeg valgte at udgive dem samlet: en velskrevet bog tilgiver man meget.
   Min redaktør Louise var heller ikke i tvivl om. Det var to bøger, men modsat Torben, brød hun sig ikke om Indiensdelen. Førstedelen derimod, ville hun gerne udgive som en selvstændig bog, forudsat den blev skrevet om og strammet op.

Når jeg har været ude og holde foredrag, eller er blevet interviewet i forbindelse med Udflytterne er et fast spørgsmål: Er du i gang med en ny bog?

   Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden har jeg svaret: Ja.
   For Indiensdelen lå jo stadig der og ventede.
   Men kunne jeg blæse liv i den? Orkede jeg det? Eller skulle jeg slippe den og skrive noget andet. Noget der ikke rev mig op med rode, hver gang jeg satte mig hen til computeren.
   Det er så der jeg står nu. Jeg er gået i gang med at læse mig ind i historien igen, stemningen, rytmen, personerne, fortællerstemmen. Mine noter – fuldstændig uforståelige efter så mange år, for hvad mente jeg med: Katten! - Hvilken kat? Eller ”Sandra ind her” – for hvem fanden er Sandra? Jeg retter lidt, bytter om på afsnit, ordner og sortere og skriver til. Nye noter, lige så uforståelige som de andre, men ikke for mig. Jeg ved præcis hvad jeg mener med ”studenterhue” og det er fedt at mærke hvordan historien langsomt begynder at blive levende og tage form.

 

Om at lede efter hus i Mandreem

Af Bo

Ankommet til Mandreem Goa efter seks år er det rørende at blive modtaget hjerteligt og genkendt.  Hos Albert og Sandra D’Souza, hvor vi boede sidst, var der fuldt optaget, men Sandra fandt et lille rum til os omme bagved, hvor vi kunne være for natten. En tur over på den anden side af vejen til O’Saibas minimarked, hvor ejeren Guru straks genkendte os og hilste hjerteligt på.

Næste projekt var at finde et sted med køkken, hvor vi kunne føle os tilpas og være de næste tre uger. Det er noget med at krydse ud og ind mellem palmerne og op til de huse man får øje og råbe ”Hallo, Hallooo,” så dukker der som regel en eller anden op, eller en gammelmor får øje på en og galer et eller andet endnu højere. Det lykkes som regel altid at lave den her øvelse i den værste middagshede, hvor ethvert fornuftigt menneske ellers holder sig indendørs. Udenfor står den hvide Sahib så, svedende med sin vandflaske i hånden og sig: Room! Have you got Room? Så vipper fruen i huset (manden sover, eller er væk på arbejde) fra side til side med hovedet, der i Indien kan betyde både ja og nej. Og siger ”Sorry sir occupied” eller viser en hen til en betonklods, der er bygget bagved, eller lige klods op af deres eget meget køligere traditionelle Goahus med tegltag.

Men de fleste steder er faktisk optaget eller allerede booket her op til jul, og vi vil gerne have måske et par rum og køkken. Første sted var lidt inde i baglandet, stort og OK, men mørkt og med syntetiske plysmøbler, ikke lige det man har lyst til at sidde eller ligge og svede i.  Næste mulighed var,  Little Nest. De havde en fin lille stuelejlighed, lille opholdsrum, to soveværelser, køkken og bad og en stor veranda. OK, men for tæt på vejen, lidt mørkt og ikke særligt ugenert. Vi overvejede. Sidst vi var her havde Jeppe boet på bagsiden, højere oppe, i en mindre lejlighed , men meget mere ugenert og den ville måske blive ledig og et par dage, så den satsede vi på, og fortsatte med at lede.

Hen igen og checke om aftenen, men nej, lejerne havde besluttet at blive. Næste dag fortsatte jeg med at støve rundt efter morgenmad, og selvfølgelig igen lykkedes det mig at fortsætte langt ind i middagsheden. Meget var lejet ud og andet var ikke lige det vi ledte efter. Så en hurtig beslutning, Little Nest, det måtte være det, det måtte vi kunne leve med de par uger og vi kunne da købe nogen fletmåtter eller klude og hænge for verandaen strategiske steder, så vi kunne skabe en form for privatliv, og værre var det da heller ikke. Hen og hagle og hustle om prisen, få skrabet 200 rps af (et par og tyve kroner) (ja det kommer hurtigt her, der skal pruttes og en krone eller to gør pludselig en forskel). Handlen foregik med konen, der måtte ringe til manden på arbejdet, som igen måtte have sin far i telefonen, før de 200 rps, nedslag kunne bevilges.

Endelig et sted at være, hen og hente tingene, slæbe, svede, sol, gennem landsbyen (hvad det faktisk stadig er) checke ind, smide tingene, hen på restauranten, noget at drikke: watermelon juice og stærk kaffe og så fik Sahib depression, skærende klart så han sig selv placeret tre uger i en indisk forstad, dyt båt fra biler og motorcykler og scootere, plastic überalles og nowhere to hide. Det går ikke, ned med juicen, ned med kaffen, ud igen, spørge, op bag på unge fyres motorcykler, alle kender en eller anden, eller øjner en chance for at score en buck. Umulige steder oven på butikker, eller endnu ikke færdigbygget, der hamres og bores og støbes, finish tomorrow sir, maybe day after, no problem, how much you want to pay? No, no, no. Går den anden vej, endnu en tur bag på motorcykel, tilbage. Sød ung Goa kone, Carmen, siger med mild stemme, ”you want room”. De har alle sammen set ham komme forbi flere gange i løbet af dagen. Om formiddagen venlig og smilende og hilsende, i løbet af dagen med stigende desperat gangart,  eller bag på den ene eller anden ungersvends motorcykel, de er ved at være bekymret for ham, han sveder meget, han er helt lyserød efterhånden og hans vandflaske er tom.

Carmen tager mig med om bagved og op på første sal i et betonhus, Angel Gabriel, lavt med jernbindinger stikkende op af betonen på det flade tag, klar til næste etage når pengene er der.
  Lejligheden er stor, den største jeg har set, tre rum, køkken, to bad og toiletter. Lys, tre verandaer, ugenert, Indien style of course, men alt i alt OK, 2500 rps., julen nærmer sig, højsæson, men for meget for vores budget. Hvor meget vil I give? spørger Carmen. 1500 rps. siger jeg. Nu må manden konsulteres over telefon. 2000, er det sidste de kan gå med til, jeg går op til 1800, Carmen tør godt sige 1900 uden at involvere manden, men så er det også slut. Jeg går derfra,  Endnu flere ture ud og ind mellem palmer, finder et par muligheder, men intet under 2000, sæsonen er kort, det er nu pengene skal tjenes.

Jeg går tilbage til Carmen: OK, vi flytter ind. Men nu skal vi tilbage til Little Nest, og sige vi checker ud, selv om vi lige har booket ind der for tre uger. Jeg stikker dem 1500, de er selvfølgelig sure, men vi holder facaden, jeg undskylder, de siger de er blevet nødt til afvise andre, så nu er de gået glip af en god handel. I’m sorry, I,m sorry, but… but… but…

Men værst af alt, det aller aller værste. De havde en kat. Akacia er sønderknust, hun savner sine katte helt enormt, det er faktiskt det hun savner mest. Hun nægter at snakke, hun nægter at spise. ”Men du må kunne forstå lille skat, at mor og far, osv.”” Hvad med en is, eller en pandekage med nutella”. Intet, intet kan formilde dette svigt.

Om aftenen viser det sig at købmanden (O’Saibas minimarked) har en kat, der villigt lader sig klappe. Idyllen er genoprettet.

Et soveværelse

Et soveværelse til

 

Opholdsrum

Vores husalter

 

billeder fra Cochin

 

 

 

Billeder fra Varkala

Puja på Varkala strand

                                        
                                                          

                                                             

Man ved hvad der  virker. De nye glasfiberbåde er nøjagtige kopier af de traditionelle, lavet af stammer.

Fra Kovalam til Cochin

Af Bo

Efter fem dage på Kovalam Beach tog vi videre til Vakala, der ligesom Kovalam (og Goa) blev opdaget af hippierne i 60erne.
   Varkala består af South Cliff og North Cliff. South Cliff er en flot dramatisk strand, hvor klippen rejser sig 30-40 meter. Stejle trin hugget ud i klippen fører ned til en øde strand, hvor glenter svæver på opvindene og hejrer fisker. North Cliff er en lille halvmåneformet strand, hvor solen bager ned som helvedes forgård, et par stejle trapper fører op på klippen, hvor ”The Strip” ligger med hoteller souvenir og souvenir og souvenir (det samme, det samme, det samme) og restauranter med det samme (multicuisine).

Vi boede på sydstranden, hvorfra der var temmelig langt at gå for at få noget at spise. Vandet blev dybt bare et par meter ude, og gik man i bare til knæene, var enorme bølger og stærk strøm ved at rive en omkuld. Manegeren på det lille hotel, som egentlig var et ok lille sted, blev ved med at hustle os for penge og lavede priserne om. Så vi blev enige om at checke ud. Næste dag tog vi hen til den del af nordstranden, hvor der var lidt lokalkolorit med fiskere og brahminer der lavede puja på stranden og et par små bambusrestauranter i sandet, men ikke meget andet end det, og vi tog en hurtig beslutning. For hvorfor blive en dag til, når det ikke var det rigtige sted. Når vi egentlig ikke var tilpas der?

Så vi fik proppet alt vores bagage ind i en tuk-tuk og tog ind til Varkala Town fire km. væk, hen på togstationen købte en billet til 1½ time senere, spiste noget vegetarmad et lokalt sted og hoppede på toget til Cochin. 4½ times rejse i eftermiddags varmen. Et indisk tog som det nu er, slidt, den stigende i stank af pis fra lokummet i løbet af rejsen. Chaiwallahs, coffiewallahs, snacks- mad- frugt- og vandmænd kommer igennem, og skriger deres varer ud med nasale stemmer, et par krøblinge krabber igennem og tigger penge, et musikerpar på harmonium og sang,  rejsende af alle slags. Kort sagt, det der gør Indien til Indien og som man ikke vil undvære. På en eller anden måde glider alt, på trods af pladsen og hvor mange man er. Vi er bare hoppet på toget uden reservation, men togkonduktøren tildelte os to pladser og en familie overlod os en plads så Camilla og Akacia kunne sidde ved vinduet og se ud.

Sådan ankommer vi i mørket til Ernakulam. Tager en tuk-tuk til færgen, der sejler over til selve Cochin, der har bevaret sin charme, med gamle bygninger, nogen vedligeholdt og andre i meget fremskredet grad af forfald. Man har besluttet (nok på grund af turiststrømmen) at håndhæve et forbud mod høje bygninger, modsat Ernakulams højhus skyline på den anden side af strædet.

Nu bor vi på et lille meget charmerende guest house indrettet i en af de gamle koloniale huse og overvejer næste skridt. Sandsynligvis prøver vi at komme til Goa, hvilket vi ikke havde forestillet os inden vi tog hjemmefra, men Akacia er skuffet over at det ikke er blevet til så meget badning, og at blive slæbt rundt i en gammel charmerende by og suge stemning er nok mere os end hende. Og vi har trods alt heller ikke noget mod mere driverliv på stranden.

 

 

 

Kovalam fortsat

Af Camilla

Det bliver måske ikke helt så nemt at blogge herfra som vi troede. Dels pga. strømafbrydelser, både de officielle, hvor man for at spare på strømmen, afbryder den i forskellige bydele af gangen, og de uofficielle, hvor strømmen (eller netforbindelsen) bare forsvinder. Sidst vi var i Indien gik vi på netcaféer, men nu kan man købe netforbindelse på enkelte restauranter, hvilket er væsentlig lettere og hurtigere – når der er forbindelse vel at mærke.

 Desuden er vi på en turistbadestrand, hvor vi stort set ikke laver andet end at spise og bade, så der er ikke meget at blogge om. Jeg skriver om formiddagen, eller forsøger at skrive, og det er længe siden jeg har gjort det. Tiden op til rejsen er gået med praktiske ting, og oven på Udflytterne og vores forfærdelige vinter sidste år, mens jeg skrev og omskrev det sidste af bogen, har jeg været helt… tom. Hvis ikke jeg havde prøvet det tidligere, ville jeg have tænkt, at det var slut nu. At det var de bøger, og et eller andet sted sidder frygten stadig i mig, for hvad hvis det ikke er en naturlig proces? Hvad hvis det er endegyldigt? Hvad hvis lysten til at skrive aldrig vender tilbage? Hvis kilden er tørret ud og der aldrig mere vil løbe vand til?

Et par måneder efter jeg havde fået Statens Kunstfonds Treårige arbejdslegat mødte jeg en kollega.

  - Hvordan går det?  Spurgte hun, - er du begyndt at skrive igen, eller er du stadig i chokfasen?
Og det var næsten som en åbenbaring. En byrde der blev taget af skuldrene. Chokfasen.
Som en anden kollega sagde (ikke uden misundelse).
  - Det legat er enhver forfatters våde drøm, det er ikke underligt, hvis du har præstationsangst!
Men det er ikke præstationsangst, og det er heller ikke chokfasen. Det er udmattelse. Som når man lige har født et barn og tænker: Det her gør jeg ALDRIG igen. ALDRIG nogen sinde.

 

 

Kovalam Beach

Af Camilla

Vi kom i går morges. Og er stadig trætte og ved siden af os selv. Stranden er ok. Her er dejligt roligt, maden er god, men vi roder stadig rundt i priserne og bliver snydt så vandet driver. Her er smukt, eller har været det, før der gik turisme i den og inderne begyndte at klaske hoteller op langs hele kystlinjen, grimme dårligt byggede hoteller. Selv de dyre steder er bygget på den måde, sjusket og skødesløst, som hytter af palmeblade og ler, midlertidige boliger i forgængelige materialer, bortset fra at de her er bygget af beton. Eller af mursten, der er pudset op og malet så det ligner beton. Her er underlig halvtomt. Hotellerne er tomme, restauranterne. Vi talte med en dame, der boede hernede som sagde, at stedet aldrig har været overrendt, bortset fra nogle uger i højsæsonen, men at der til stadighed bliver bygget nye hoteller. Så det er vel ikke meget anderledes end derhjemme, hvor der bliver bygget nye forstæder til provinsbyer hvor en tredjedel af husene er til salg.

De andre turister er hovedsagelig midaldrende kvinder og deres mænd, som gennemgår ayurvediske behandlinger. Vi talte med et dansk ægtepar, der gennemgår en sådan behandling hos en kendt ayurvedisk læge på hans kursted: massage, oliebehandlinger,  ayurvedisk medicin, det lød…. dejligt ville jeg skrive, men det jeg mener er…. krævende. Piller der skulle tages på bestemte tidspunkter, udrensning (som efter man har drukket et stort glas olie), massage af mænd, der masserer folk med fødderne, hvilket lød smertefuldt, mælkebade, oliebade osv. og jeg tænkte, at det både var noget jeg havde lyst til og ikke lyst til.

Mens kvinden fortalte, blev hun pludselig forlegen. For at bruge så mange penge, på selvforkælelse, i et land hvor folk var så fattige, var…. hun ledte efter ordet, men måtte opgive og jeg, som vidste hvad hun mente, kunne heller ikke hjælpe hende… for hvad skal man sige til det.  Jeg vidste nøjagtig hvordan hun havde det, men hendes mand blev synlig irriteret og sagde: På den anden side synes jeg også, at vi fortjener det. Det kunne jeg ikke sige noget til og hun heller ikke, for det gjorde de muligvis, hvem fortjener ikke sådan en behandling, og det var vel en bedre måde at bruge sine penge på, end så mange andre.

 

En tur med rickshaw

 

 

 

 

Denne blog starter 29-11-2012, men lad os køre en lille tur gennem bazaren først