Holi

Af Camilla

Her et indlæg som jeg skrev for et par dage siden, men de sidste par dage har nettet været for ustabilt til at vi har kunnet lægge noget på bloggen, så derfor kommer det med et par dages forsinkelse.

I dag er det Holi. En stor festdag, som inderne fejrer ved at smide farvepulver i hovedet på hinanden. Allerede for en uge siden, fik Akacia smidt den første vandbombe med blå farve på sig, om aftenen mens vi stod og så på aftenpujaen. Vi var helt uforberedte og hun havde sit nye tøj på og det var meget ubehageligt, næsten som et overgreb. Og vi havde ingen jordisk chance for at se hvem af gadeungerne, der havde smidt den og godt det samme, for ellers havde Daniel revet hovedet af vedkommende.
  Og som dagene er gået har stemning bygget sig op, og i dag har det ikke været muligt at gå uden for en dør. Store flokke af unge drenge har hærget gaderne – og det er ikke kun farve og vand de kaster efter hinanden, men også mudder og lort og sten. Alle butikkerne er lukkede, alle guesthouse og hoteller låst af.
  Men i naboguesthouset, som er fyldt med japanere har de festet siden i går, og i dag fandt den helt store vand/farvekamp sted oppe på taget, og en lille flok fra guesthouset, der iblandt Daniel og Akacia gik over for at deltage i festlighederne.

Her et billede af nabohotellets tagterasse hvor Daniel og
Akacia var ovre og lege holi.

 

Daniel efter vand/farvekampen - efter han havde været i bad.

 

Dagen i forvejen havde tre drenge omhyggeligt afdækket hele vores tagterasse med sort plastik, gelændere, gesimser osv. og  hele natten  havde aberne en fest med at rive det hele ned. Desunden var tagterassen aflåst og personalet kunne meget belejligt ikke finde nøglen. Først sidst på dagen, da de værste farvekampe var overstået, dukkede nøglen på mirakuløs vis op, og vi kunne komme op på taget og se de sidste efterdønninger af kampene.

Beyond humanity

Af Camilla

Så mødte vi chaibaba - den baba som angivelig lever af sort the, og som desuden fortalte han os, suger energi ud af solen og ilden.  Han er Aghori, hvilket vi burde have kunnet regne ud, en mand som udfører sine ritualer på den måde han gør, på selve ligbrændingspladsen, kan dårlig være andet – og jeg vil slet ikke komme ind på hvad en aghori er – de der ikke ved det, må google sig til det. Jeg vil ikke være i stand til at skrive om det på en måde der yder det retfærdighed.

Det var Annas baba, som vi må se i øjnene også er blevet vores baba, som præsenterede os, sådan som han havde sagt han ville. Ligesom han har adopteret Anna, har han også adopteret os, og i går tog han os og Anna på en sidste afskedstur rundt blandt nagababaerne.

  Ellers har vi jo ikke siddet alverden ved dem, bortset fra den ene gang vi besøgte Macro Dut Giri, men sammen med Annas baba var det noget andet, fordi vi var hans gæster, og han guidede os igennem besøgene, sagde hvad vi skulle gøre hvornår - og gav Bo penge eller gaver som han skulle give de forskellige babaer (vi måtte ikke selv betale og han vil ikke tage imod penge fra os). Det var en meget mærkeligt og smukt aften - landskabet og solnedgangen og hele stemningen, bålet og nagababaerne, den ene med en så stor ring om pikken, at Daniel troede det var et ur.

Chaibaba talte en smule engelsk, så da vi var der kunne vi føre en samtale (alt mens han ind imellem trommede voldsomt på en lerpotte, og råbte, og lavede kryptiske ritualer). Han havde en meget intens udstråling og jeg var ikke helt tryg ved ham.

  Efterfølgende var der en indisk religionsstuderende, som fortalte os, at vi var de første, han nogensinde havde set ham henvende sig til og tale med. Normalt jagede han folk væk! Han fortalte, at han var en meget hellig mand, en af de helligste, beyond humanity, så tæt på gud, at han selv blev regnet for en gud.

Siden Bo fik en blessing med DDT og havde knaldende hovedpine i tre dage, har vi været forsigtige med at modtage blessings af babaerne. Normalt er det aske fra dhoonien (det hellige ildsted) som de bruger til at velsigne folk med, men nogle stykker skraber den DDT, som gyderne og ghatsene bliver pudret med op, og bruger den! Men i går fik vi en blessing hvert eneste sted vi var inde, dog ikke hos agorien, hvor vi kun fik prasad (i form af the) og vores pander var helt grå af aske efterfølgende.

Chaibaba

 Af Camilla

Denne her baba har jeg undret mig over, hver gang vi har passeret  babalejeren ved ligbrændingspladsen på Harichandra Ghat. En lille mørkbrændt senet mand, der ustandselig er i gang med at bygge nogle underlige konstruktioner af bambus og pinde. Det ene efter det andet. Det ligner en gal mands foretagende. Som den eneste baba holder han til direkte på krematoriegrunden – det er konstruktioner han bygger oven på ligbålene! Og det at han får lov til det tyder på, at han er en meget hellig mand, selv om han for mig ser ud som en galning.

I dag fik vi så forklaringen. I formiddags fik vi besøg af en baba (vores veninde Annas ven) han tager videre i morgen, tilbage til sin ashram og han ville lige sige farvel inden. Og han fortalte om chaibaba. Først troede jeg han mente den baba, som vi drikker chai hos sidst på dagen, som har en lille chaishop nede langs ghatsene, og som vi også kalder chaibaba, men så gik det op for mig, at han mente manden med de underlige konstruktioner. En baba der øjesynlig kun lever af sort the – som eneste føde overhovedet, deraf navnet. Og han tilbød at introducerer os for hinanden – hvilket jeg ikke helt ved om jeg har mod på..

Men da han havde svært ved at tage afsked, aftalte vi at mødes i aften nede i hans telt og se solnedgangen sammen, med ham og med Anna som også tager videre i morgen. Hun tager til Delhi, for at se til sin ven og protege Lucky, som var fotograf på hendes dokumentarfilm om gadebørn, og som nu går på filmskole i Delhi, hvilket hun finansierer. Så hun skal tale med hans lærer, sikre sig at han passer sit studie, inden hun tager tilbage til New York. Sådan forlader de byen, den ene efter den anden, og om en uge er det os der tager afsted, hvilket jeg på en gang glæder mig til og er vemodig over.

Akacias blogindlæg

Af Akacia

Vi starter med en personkarakteristik af dyr og mennesker i Varanasi:

Tiggerne: Man får hurtigt lavet et regnskab oppe i hovedet, med dem du skal give penge til.

De gamle: Dem kan man give, for de prøver ikke at snyde dig. De er virkelig gamle og kan ikke længere arbejde.

Kendetegn: De er gamle og man kan se, at de har haft et hårdt liv.
Opholdssted: I en klynge i vejkanten.

De syge: Dem skal man også give, men de lettere at give, fordi der ikke er så mange spedalske som gamle.

Kendetegn: De har som regel bandager på og mangler nogle kropsdele, som for eksempel fingre eller tæer.
Opholdssted: Der hvor folk er nødt til at gå lige forbi.

Mødrene: Dem skal man faktisk ikke give så mange penge, dels fordi de som regel har familier, dels fordi de vil have at man køber modermælkserstatning, selv om de sagtens selv kan amme deres børn. En modermælkserstatning er meget dyrere og så kan de sælge den igen. Hvis barnet græder, er det fordi moderen har nevet det, så man skal tro det græder af sult.

Kendetegn: En baby på armen og en sutteflaske i hånden.
Opholdssted: På torvet, på pladsen, overalt hvor de kan ane en turist.

Børnene: De har familier, og hvis man giver dem penge er det ikke altid de bliver brugt på mad. Så hvis man skal give dem, er det bedst at give dem mad.
Kendetegn: De er børn og tiggerbørnene er meget beskidte.
Opholdsted: Lidt rundt omkring.

Tiggerbabaerne (en baba er en hellig mand): Der er to slags babaer, den ene slags er de ”rigtige”, den anden slags er mere ligesom tiggere og det er ikke helt nødvendigt at give dem. Man kan kende dem på at de altid er klædt ud, så de ser mere hellige ud og nogle af dem har nogle rigtig skurebrænderstemmer.

Kendetegn: De er klædt ud som hellige mænd.
Opholdssted: På ghatsene (trapperne ned til floden).

De hellige babaer: Det er mænd som har fortjent at blive hellige. Der er forskellige måder, at gøre sig fortjent til at blive baba. En af dem jeg har hørt om er, at stå op i tolv år.

Kendetegn: De er som regel nøgne og indsmurt i aske.
Opholdssted: i et telt tæt ved ligbrændingspladserne.

Sælgerne: Uanset hvor du går, er der altid en der vil sælge dig noget. De har endda hver deres ghat.

Bådmændene:

Slogan: Boat, boat, you want a boat Madam.
Kendetegn: Små senede mænd.
Opholdssted: Boatghatten – alle ghatsene.

Massagemændene:

Slogan: Du you want massage. Eller: Give me your hand sir.
Kendetegn: De vil gerne trykke dig I hånden, så de kan give dig et rigtig massagehåndtryk, men jeg vil ikke råde dig til det, for man ved jo aldrig hvor deres hænder har været.
Opholdssted: Den store plads, hvor der hver aften bliver holdt aftenpuja, altså et helligt show.

Chaimænd:

Slogan: Chai, chai, chai.
Kendetegn: Deres dybe stemmer, der vækket dig om morgenen, hvis du har kørt med tog.
Opholdssted: I togene og rundt om på ghatsene og i gyderne – alle steder faktisk.

Omeletmændene:

Slogan: Omlet kotlet Omlet Kotlet.
Kendetegn: De dybe stemme, der vækker dig om morgenen, hvis du kører med tog.
Opholdssted: I togene.

Hashsælgerne:
Slogan: Do you want hash, I have everything: Weed, drugs, boys.
Kendetegn: Den sleske pivende junkiestemme og måden de udtaler s på  - ligesom Gollum.
Tip: Spørg om de har Müsli – müsli kan i Indien også være en form for drugs eller noget i den stil, når de så svarer yes, så spørger du: Ahh, do you also have curd (yoghurt).

Dyrene:

Hundene: Overalt er der hundebander der bekriger hinanden både nat og dag.   De fleste hunde er skabede, men stadig stolte og vilde. De fanger selv deres føde, og de er meget territoriale.

Aberne: Hver gang du går uden for en dør, skal du først kigge efter aber, og pas på med at have noget i hænderne, for ellers vil aberne angribe.  Selv om de fleste aber har vænnet sig til mennesker.

Køerne: De er som regel meget fredelig. Men hvis en tyr lugter en ko i brunst, begynder den at løbe derud af. I Indien er køerne hellige, og man ser dem tit gå ind i butikkerne, for butiksejerne kan ikke helt jage dem væk. Kokasserne bliver tørret og brugt som brændsel til madlavning, og regnes for den fineste form for brændsel.

Vandbøflerne: De ligner en form for køer, men de skal engang om dagen i bad, for ellers overlever de ikke. Men på trods af det er de ikke så gode til at svømme.

Rotterne: Det kan lyde underligt, men rotterne er også hellige. I nogle restauranter løber musene ligefrem rundt og en gang imellem stikker en rotte snuden frem lige ved ens fødder.

Gederne: Når det er koldt har gederne trøjer på.

En tur til Assighat.

Fra guesthouset går der en lille snæver gade. Først passerer vi en trappesten hvor fem hundehvalpe kravler rundt. Tæt ved står vandpumpen. Vi går forbi en byggeplads, hvor arbejderne er i gang hele dagen. Overfor sidder der en mand og læser avis, han har siddet der hver gang jeg er gået forbi.

Nu kommer vi til trappen, der ligger fem store hunde. Det er den sorte hundebande, som jeg kalder dem. Trappen er næsten altid våd. Trappen fører ned til enden af boatghatten, et par bådmænd forsøger at få os til at tage en bådtur. Da vi går videre er der et par unge drenge der prøver at filme mig, men jeg træder hurtigt ind bag ved Daniel, for det er jeg ikke så vild med.

Vi når til Visnu Resthouse, hvor alle koreanerne sidder ude foran. En af dem spiller på trommer. En af dem lærer fløjtemanden nye toner, et par stykker spiller wolleyball eller skak, og der er en der lige har stukket sin i-phone i hånden på et gadebarn, for at beskæftige det.

Vi beslutter at tage et hvil. Daniel tager et par bolde frem for at jonglere. Nogle gadebørn kommer løbende, og den ældste pige får lov til at jonglere. Nu kommer en af hundene stolt marcherende med en rotte i flaben. Den forsvinder ind mellem chaihuset og Visnu Resthouse, derinde ved jeg at den har sine fem hvalpe godt gemt.

Da vi går videre får jeg øje på Elisabeht geden og Emely geden. Elisabeth er hvid og har en brun strikcardigan på. Jeg tro Emely er Elisabeths niece. Hun er sort med en hvid blis i panden. Vi får hverken øje på Elisabeths søster Laura, der er hvid med en blomstret natkjole med pufærmer på. Eller Elisabeths og Lauras fætter Jimmy, der sort med en hvid blis i panden og en blå sportstrøje på. Når det er varmt, får Jimmy viklet ærmerne om halsen, så trøjen ligger på ryggen, det ser rigtig sporty og sejt ud og det er den eneste trøje Jimmy ikke spiser. Nå ja, Jimmy er for resten en dame.

Jeg begynder at kunne lugte ligbrændingspladsen. Der er åbenbart et ældre lig der bliver brændt af. Ligene bliver som regel først brændt af, når alt det omkringstående familie kan være til stede.  Så løber de gennem byen bærende på liget, alt imens de råber: Ram nam sataya hai, ram nam sataya hai. Det betyder: Rams navn er sandheden. Ram er en gud. Når de siger det rigtig hurtigt, kommer det til at betyde: Døden er sandheden. Bagefter løber de ned til brændepladsen og får liget brændt af.   

Nu er vi nået helt derned. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk et lokalt samlingssted. Folk kommer der for at mødes med vennerne, får sig en chai og en sludder, besøger de hellige babaer som holder til der, eller bare for at få fyret en af de gamle af.

Nu er vi nået forbi brændepladsen. Der går en baba med en tiggerkurv. En inder går hen for at give ham noget. Pludselig springer Inderen tilbage og taber pengene. Babaen samler dem op. Jeg synes det er lidt underligt, ganske vist kan babaer være ret vilde og jeg ville også blive forskrækket hvis jeg kom til at se ind i en vild mands øjne, men alligevel. Nu får Camilla øje på det, der ligger en slange i tiggerkurven, så det er meningen at man skal stikke hånden ned og ofrer penge til slangen. Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg ville også have fået et chok.

Endelig når vi til Assighat. Der sidder en hel klynge af tiggere, blandt andet en mand med en abe. Begge er de gamle og aben er ikke i bur. Faktisk ligger den på manden og bliver kløet i hovedbunden.

Nu hvor vi er kommet til Assighat er der ikke så meget mere af sige, så jeg tror jeg slutter det her kapitel og muligvis begynder på et nyt.

Afsked med nagababaerne

Så er hovedparen af nagababaerne og sadhuerne
på vej videre, og byen falder langsomt tilbage i
en normal rytme.

Som en sidste afsked med de hellige mænd, kommer der her et filmklip, som vi tog sidst vi var i Varanasi.

En pause fra Varanasi

Af Bo

I går tog vi sammen med en flok venner på tur til et vandfald udenfor Varanasi. Et surrealistisk smukt og fredfuldt sted, især i Indien, hvor ensomhed og fred, er noget man stort set aldrig oplever.  Vandet faldt fra 30 meters højde ned i en stor sø, hvor lyset brød i vandråberne. Efter i månedsvis at have bevæget os rundt i små mørke gyder, og udenfor gyderne i et inferno af larmende, osende, dyttende trafik, mellem tusindvis af pilgrimme, var det fantastisk, for første gang at være i naturen igen. At kunne trække vejret helt ned i lungerne og blive ved med at gøre det. Først nu gik det op for os, hvor mange gange om dagen vi holder vejret: når vi passere et tissested, et parfumeret lig, et opskyllet ådsel, en affaldsdynge af forrådnet køkkenaffald, et bål af brændende plastik, et kloakudløb, byen er fuld af øjeblikke, hvor man holder vejret, nu trak vi det for første gang i månedsvis dybt dybt ind.

Vi slog os ned på nogle flade klippesten neden for vandfaldet og dasede og badede og spiste hvad vi havde taget med: frugt og brød og ost og tomater. Det var en dag der bare havde nok i at hvile i sig selv. Stedet ville være et fund for en filmproducent. Det kunne danne baggrundskulisse for en hvilken som helst film: En romance, en cowboy/indianer /samuraifilm, en disney eller mangafilm, eller den pause som selv den hidsigste aktionfilm har brug for. For frem for alt var her fred, og da Francesco tog sin tværfløjte frem og spillede, mens gule blade dalede ned og lyset spillede i de tusinder af forstøvede dråber fra vandfaldet. Ja så var det bare et af de øjeblikke.



hudløs

Af Camilla

I de her dage vil jeg helst bare være hjemme. Jeg træt af at blive konfronteret med fattigdom og nød hele tiden, som bådmanden og hans kone nede ved Assighat, der lever på ghatten, med deres to små tvillingedrenge og deres lille nyfødte pige, som ligger alle vegne. Jeg kan ikke holde ud at moderen ikke tager sig af hende, men lader hende ligge på jorden på den måde, med sine små spædbarnebevægelser.

I går så jeg en tiggerdreng spiser rester fra en skraldespand, og det kan jeg heller ikke holde ud. Men hvis jeg køber ham et måltid mad, har jeg ti sultne unger hængende i klaser på mig. Og jeg bliver vred på ungerne – og på de andre turister, der sidder helt uanfægtet og drikker chai og glor, for hvorfor giver de ikke nogle af børnene et måltid mad, hvorfor forventer de, at jeg skal fodre dem alle, bare fordi jeg har fodret en, og hvorfor tigger ungerne ikke dem om mad?
  Og hvad med den nyfødte? Hvis jeg tager hende op – som jeg gjorde den anden dag med en lille pige, der græd hjerteskærende, så glor folk på mig som om jeg er idiot, for hvorfor gør jeg det?

Da Akacia og jeg så et lig forleden (ikke et af ligoptogene, eller nede ved brændepladsen, hvor man er forberedt, men siddende i en stol, formentlig en hellig mand, som skulle smides i floden, fordi de hellige mænd ikke bliver brændt) og hun var helt ude af den, var der en baba som spurgte hvad der var galt. Og da jeg sagde, hun var chokeret fordi hun havde set en død mand, så han på mig, som om han ventede på fortsættelsen – hun så en død mand… og?

Her forleden sagde Daniel: man bliver lidt hårdhjertet af at være her.
Men det ved jeg ikke om jeg er enig med ham i. Jeg synes, at jeg er helt hudløs og porøs i de her dage.

 

Dyrebilleder

 

 

 

Filmaften

I går viste Anna Fischer sin dokumentarfilm

 http://www.luckyexpress.org/   

oppe på taget af vores guesthouse og det var meget stemningsfuldt. At sidde i mørket og varmen for her er varmt nu, selv om aftenen, og se hendes lille perle af en film. Jeg havde frygtet, at den ville være for barsk, for det er et barsk liv gadebørnene lever, de af dem der overlever. Men det viste også hvor stærke de er, og hvor intelligente de er og som de er nødt til at være for at overleve. 
   Nogle meget frihedselskende børn, som det er svært for hjælpeorganisationerne at nå, fordi de ikke vil opgive deres frihed. Og også nogle meget sølle børn, overladt til tilfældighederne, til de der først får fat på dem, hvad enten det er hjælpeorganisationerne – en dråbe i havet – eller børnelokkerne (som leder efter børn til trafficing, til organdonation, til børnebander, der lever af tyverier og prostitution, eller som børneslaver).
  Møgbeskidte, ikke kun fordi de ikke har forældre, eller fordi forældrene ikke magter at tage sig af dem, men som beskyttelse mod voldtægt og overgreb.

Her nogle billeder af børnene

 

http://www.luckyexpress.org/the-platformchildren/

 

 

Magiske øjeblikke

Nu har vi skrevet om hijraer (indiske eunukker) og om sadhuerne og stemningen i Varanasi, som lige nu, mellem Kumbh Mela og Shivaratri er helt ubeskrivelig. Her er et lille magisk øjeblik, som det lykkedes Bo at filme i går, da han var ude og gå langs ghatsene, og tilfældigt stødte ind i denne flok af hijraer og sadhuer og politibetjente.

Baba Rampuri

Af Bo

På Kumbh Mela besøgte jeg flere gange den amerikansk fødte Naga Baba Rampuri. Jeg var interesseret i at møde ham efter for et par år siden at have læst hans bog: Autobiography of a Sadhu. Siden første gang jeg kom til Indien har jeg følt mig tiltrukket af dem og har tilbragt timer sammen med dem, siddende rundt om deres hellige ildsted Dhooni. De havde en langt større tiltrækning på mig end den endløse række af etablerede guruer, der levede i deres ashramer, afsondret og isoleret fra verden. Små bobler af kunstige paradis, hvor man for en tid kunne holde den anmassende virkelighed fra døren.
 
Her var der en flok, der for mit første ungdommelige romantiske blik, var selve billedet på den anarkistiske, frihedselskende, chillumrygende, spirituelle bums og vagabond, der havde forsaget materialistiske og familiemæssige bånd, og bevægede sig frit på landevejen, i junglen, i Himalayas bjerge, som levende i enkelhed og i meditation.
  En sand modgift mod det forrykte hverdagsliv, som det udfoldede sig for mine øjne. Selvfølgelig skulle billedet af dem med tiden vise sig at være noget mere varieret, for ikke at sige komplekst og jo mere jeg prøvede at forstå om dem og deres liv og den vej de havde valgt, jo sværere blev det. Her var ingen nemme svar. Man sad rundt om deres Dhooni. Man drak the, spiste mad, røg chillummer, nogen gange blev der sunget eller chantet. Langt de fleste talte ikke engelsk, eller meget broken engelsk. Men ingen tvivl om at en stor del af dem var stærke personligheder, med kraftig udstråling og nærvær, hvilken jeg så som et produkt af den livsform de havde valgt. Opgivelsen af materielle krav, en tro på, at der nok skulle blive sørget for dem (de levede jo også i et samfund hvor tradition og respekt bød at sørge for dem).
  Men stadig var de svære at få hold på og det var jo spændende. Få ting fandt jeg ud af efterhånden. Traditionen er mange tusind år gammel tilbage til Guru Dattareya. For omkring 1000 bliver de samlet i monastiske ordener af Shankaracharya, men alt det er historie, så hvad handler det egentlig om? Nogen at dem jeg har mødte, omtaler sig selv som ”det naturlige menneske”, den kunne jeg godt se, siddende rundt om ilden, som vi har gjort siden menneskehedens begyndelse, en paradis tilstand hvor man sidder i ikke handlen og frugten bare daler ned til en. Andre igen taler fra en mytologisk tradition, der er så indforstået, at den er umulig for en kultur fremmed at forstå.

Jeg greb med glæde og forventning Baba Rampuris bog da den udkom. Her var en vesterlænding, sikkert den første, der var blevet indviet i en af de store sekter (familier) Juna Akhara, som havde levet mere end 40 år sammen med dem, siden han kom til Indien som 19 årig, sådan cirka samtidig med at jeg første gang besøgte Indien. Så der var noget der ringede, om ikke andet havde han også været en del af den store bevægelse, der myldrede østover fra midt 60erne og frem i 70erne. Som nogen har kaldt den største migration af folk, der tog afsted, ikke for at kolonisere, men for at blive koloniseret. Og han var den første jeg stødte på, der kom ud i verden og prøvede på at fortælle om Naga Babaer og hvad det egentlig drejede sig om.

Så vel ankommet til Kumbh Mela i år gik jeg ud første dag for at møde ham, og selv i dette mylder af millioner af mennesker og guruer og sadhuer og  Naga Babaer fandt jeg ham ret hurtigt.
  At være sammen med dem tager tid. Det er ikke noget med lige at komme forbi og sig hej. Man sidder rundt om ilden, nogen gange tavse, men andre gange sker der noget. En pludselig magi i luften, den er ladet, der bliver fortalt, det er darshan, der betyder syn (vision, eller noget set, opfanget i et glimt).

Rampuri siger selv, at de første 20 år han var sammen med Nagaer forstod han ingenting, han efterlignede bare, de næste fem begyndte en verden så, meget stille at åbne sig for ham. Naga Baba er et vidne, siger han, et vidne til livets teater, og det er fra den posistion han taler. Hans mening er, at give blessing (darshan), til folk. Det er en blessing der bringer velstand (og her er det altså ikke kun penge vi taler om). For at være istand til at give denne blessing må Naga Babaen ofre noget. Han ofrer sig selv og sit liv for et større formål, og det er her de forskellige praksisser og afståelse fra familieliv og afgivelse på materilelle ting kommer ind. Når man indviet til Naga Baba aflægger man kyskhedsløfte, og afskriver sin fortid, sin familie, det sted man er født, sin alder. Dette offer forstås gennem ilden, der brænder hele tiden i Dhoonien.

En dag ved Rampuris Dhooni, kom der en fyr ind, som jeg genkendte, men ikke kunne placere. Han kom sammen med en vestlig baba og et par filmfolk, der skulle snakke med/interviewe Baba Rampuri. Så kom jeg i tanke om hvor jeg havde set ham: Det var  ”Mcnulty” fra filmen ”The Wire” og sådan  kom jeg til at tilbringe dagen rygende chillummer med Mcnulty, mens et meget lang samtale interview udspillede sig.  Efter en del problemer, for dem i kulissen, der skulle prøve at få en film ud af det, havde det svært. Først blev de smidt ud, så fik de lov til at komme ind igen, og interviewet kunne de slet ikke styre, men interessant var det. Baggrunden for  ”interviewet” var, at Mcnulty var inviteret over af en af sine nære gamle venner, der var blevet indviet som Naga Baba for mange år siden og nu var de der for at filme og fortælle om hans liv. Hans navn er Sir James Mallinson, han er den femte Baronet af Walthamstow og er måske den eneste engelske adelige, der er blevet indviet. Han var en stille meget behagelig fyr, som jeg umiddelbart syntes om.

  Der er et link her, hvor han fortæller om det, om Kumbh Melaen og om hans egen forfremmelse til Mahant inden for Naga Babaerne:

http://www.ft.com/intl/cms/s/2/d1e949a0-86bd-11e2-b907-00144feabdc0.html#axzz2NAWmHiJk

 Og her er så en film hvor Baba Rampuri fortæller om Naga Babaers oprindelse:

Shivarati

Af Camilla

Det er Shivarati (Lord Shiva og Parvattis bryllupsdag/nat) og hele natten har unge drenge vandret gaderne tynde barfodede fra tempel til tempel, vi støder stadig på nogle af dem humpende afsted støttende sig til hinanden. Normalt er der omkring to millioner pilgrimme i byen op til Shivarati, denne gang er der fire, og vi måtte opgive at være ude i gaderne. Der er simpelthen for mange mennesker. For seks år siden var vi ude og se på optogene. Børn der gik i procession gennem gaderne med neonrør på hovedet, i lange rækker, bundet sammen af elektriske ledninger, der gik fra neonrør til neonrør, der stod lodret op i vejret fra hvert barns hoved og bagerst en cykelrickshaw med en generator. Og Ronja der sagde: tænk hvad de siger til hinanden i skolen på mandag, når de bliver spurgt om hvad de var til Shivarati:
   – jeg var neonrør nummer fire!
   Andre var klædt ud som guder og sad højt til vejrs på piedestaler, små børn 4-5 år gamle, fire meter oppe i luften på en lille platform, i mange mange timer, mens megafoner genfortalte historierne fra den indiske mytologi.

Men altså ikke denne gang. Vi forsøgte, efter vi havde været ude og spise aftensmad. Bare turen hen til restauranten, gennem pilgrimme og snakecharmere, som jeg ikke kan holde ud, deres enerverende slangetæmmermelodi, altid den samme, spillet på en tvedelt kalabasfløjte, slangerne sammenrullede i små kurve, kobraer, som jeg gerne ville have taget et billede af, hvis ikke det var fordi der ikke er nogen zoom på vores kamera og jeg derfor skal helt tæt på dem. Og desuden bagefter skal smide en mønt ned til slangen, og bare tanken. Forbi nagababaerne, der havde smidt tiggerne væk fra deres plads på trappen ned til hovedghatten og nu selv sad og tiggede der. Den unge nagababa, neden for vores guesthouse, som stod og rullede sin pik op omkring en sabel. Og i går så vi en der havde stukket en sabel gennem pungen!

Vi prøver virkelig ikke at spamme jer med billeder af nagababaer, men lige nu er de en meget markant del af gadebilledet, og nede langs floden er der nærmest en for hver meter. Asketer der viser deres kyskhed ved at gå nøgne, hvilket på en måde er mere logisk end at vise den ved at tildække sig. Min mor var ikke vild med dem – deres hellighed til trods, og Akacia bryder sig heller ikke meget om dem. Hun sagde forleden, at hun syntes hun var lidt for ung til at se så mange tissemænd på så kort tid.

Der er kun en af dem hun har sympati for, en ung dreng som vi kalder Spøgelsesdrengen. Han bærer en masse tunge kæder om halsen, og næsten skjult mellem kæderne ligger en slange, en brun kobra tror jeg det er, hvis kobraer kan være brune. Han har noget utrolig sørgmodigt over sig, men når han ser Akacia lyser han op i et smil – og det er de eneste gange vi ser ham smile, overhovedet.

 

Tempelbesøg

Af Camilla

 

Der er to ting vi skal nå, inden vi tager fra byen om nogle uger. Det ene er at se universitetet og det andet er et besøg i det gyldne tempel med den store lingam (en udhugget stenfigur af Lord Shivas kønsdele). Det sidste kan godt blive svært, for pilgrimmene strømmer hertil og køen foran templet er flere kilometer lang. I gloende middagshede, står de i time efter time, i en kø der strækker sig så lang øjet rækker. Sidst vi var her, var templet lukket for udlændige, så Bo har aldrig været der. Selv har jeg et kapitel i bogen, som foregår derinde og nogle ting jeg skal have samstemt, ellers var jeg helst  fri.

Jeg har aldrig forstået folks fascination af templer. Ind imellem besøger jeg et, mere fordi jeg er blevet grebet af andres begejstring end fordi det interesserer mig, det pågældende tempels historie eller skønhed, den spiritualitet, der angiveligt skulle strømme derfra. Men de må opleve noget andet end jeg.
 
Selv kan jeg ikke træde ind i et tempel, uden der straks er en eller anden der hægter sig på mig. En lille forhutlet mand, der for et beskedent beløb tilbyder, at fortælle mig om guderne og templets historie. En selvbestaltet guide, der ikke tager et nej for et nej, men render i røven på mig og meget insisterende og på det mest mangelfulde engelsk fortæller mig hvad det er jeg ser:
  - This Hanuman, siger han, mens han peger på abeguden. Og det han ikke kan udtrykke på engelsk, prøver han at udtrykke gennem tonelejet, en overdreven begejstring og jo større begejstring og insisteren, jo større bliver min irritation. Selv ikke hvis jeg stikker manden penge kan jeg slippe af med ham, for nu hvor han er blevet betalt, vil han selvfølgelig yde den bedste service, han er jo ikke tigger og jeg skal selvfølgelig have hvad jeg har betalt for, en fuldendt rundvisning: look, look, this very holy!

Og uden for templet skal jeg bogstavlig talt vriste mine klipklappere fra en ligeså selvbestaltet skovogter, som forlanger betaling for sin ydelse. Et beløb der langt overstiger hvad jeg har givet for skoene. Da jeg fremfører det som argument, ser han såret på mig, som om jeg forsøger at snyde ham. Jeg der trods alt har sko på fødderne og han peger anklagende ned på sine hornede grå fødder.

Et lille gadetempel med en Shivalingam,
en fallos i en yoni. De står med jævne mellemrum
overalt i den gamle bydel.

 

Geder, pilgrimme og yakoksehaler

Øjeblikket inden det lykkes den at vælte cyklen.



Braminer pilgrimme der modtager prasad.

Pilgrimsbarber

Skellettet af en af de Saraswatistaruer der
blev ofret til floden for nogle uger siden.



Nogle af de yakoksehaler der bliver brugt til Arti
(aften gudstjenesten på Dashwameth Ghat)

Det store samfundsskylder klap

Af Camilla

Drømte i nat at Akacia lagde et spædbarn i mine arme, i en verden i opløsning, på et tog fyldt med flygtninge ligesom os. Jeg lagde barnet til brystet, i håb om at mælken ville begynde at strømme, og jeg sad der i toget med Akacia ved siden af mig, og barnet ved mit tomme bryst og så toget køre fra Bo, som var stået af for at finde en afskedsgave til Daniel, som måtte blive tilbage. Og måske ville jeg aldrig se ham igen, måske ville jeg aldrig se Daniel igen, og foran mig lå måneders flugt, gennem et krigshærget land, af en ukendt flugtrute, alene med Akacia og det lille barn, som jeg havde ansvaret for.

Det er sådan jeg har det om morgenen når jeg åbner dokumentet med romanen. Som at lægge et spædbarn til et tomt bryst i håb om at mælken vil begynde at strømme.
  Følelsen af at være malket helt helt tom. Jeg er så træt af den bog. Jeg var også træt af Udflytterne. Efterfølgende var et af de spørgsmål jeg fik, når jeg var ude og holde foredrag, om ikke jeg savnede stedet og bogen og personerne, nu hvor jeg havde færdiggjort bogen. Og nej – jeg var så træt af den bog til sidst.

Jeg spurgte engang min balletlærer om det samme (dengang jeg gik til ballet) om ikke han savnede teateret og dansen, nu hvor han var gået på pension. Og nej var svaret. Han savnede det ikke. Det havde været en lettelse at stoppe og hver morgen når han stod op, glædede han sig over, at han ikke skulle danse – sagde en mand, for hvem dansen havde været hele hans liv.

Det er sådan jeg har det nu. Nu vil jeg bare gerne have den bog færdig. Jeg har starten og midten og slutningen, det jeg sidder med nu er mellemkapitlerne, ting der skal føre videre til noget andet, kapitler der skal lægge op til andre kapitler, afsnit som skal skrives ind eller ud og som jeg ikke kan få til at passe nogen steder. Måske er det fordi jeg skriver som jeg gør, kaotisk og ustruktureret, at jeg løber sur i det.
 
Jeg så engang en autist tegne et billede af en stribe bygninger. Han tegnede som en computer: lodrette streger, vandrette streger, over hele papiret og det gav ingen mening. Men langsomt, i takt med at stregerne mødtes, begyndt billedet at træde frem, indtil det var en fuldstændig kopi af de omkringliggende bygninger, tegnet med skygger og dybde og perspektiv. Det var helt ufatteligt. Han kunne kun lave den slags billeder og de var som sådan ikke kunstneriske. De indeholdt ingen fortolkning af det de gengav, lignede nærmest en arkitekttegning, men ikke des mindre imponerende. 
 
Det er sådan jeg skriver, bortset fra at jeg fortolker – hvilket jeg burde holde mig fra, ifølge den onde anmelder, som ikke kunne forholde sig til Udflytterne, fordi hovedpersonen sagde og tænkte det hele, fordi romanen ikke satte noget sprogligt aftryk, og der derfor ikke var noget at komme efter som litteratur!
  Det er hende jeg slår mig selv i hovedet med igen og igen, hvorfor jeg så gør det, når alle de andre roste den til skyerne, når jeg fik Statens Kunstfonds Treårige arbejdslegat på den bog  - det helt store samfundsskylder klap, som der stod i en anmeldelse af vores blog fra Indien – som kan læses her:

 

http://altomindien.dk/forfatterens-eget-indien/

Bag om ligbrændingspladsen

Det er ikke tilladt at fotografere ligbrændingspladserne,

så her nogle billeder, fra bagsiden af den store

ligbrændingsplads på Manikarnika ghat, der også har sin

helt egen stemning.

 

Her nogle eksempler fra en bedemand,
på lig han har istandgjort og sminket,
og pyntet og parfumeret.

Diagonalstrædet

Af Camilla

Flere af nagababaerne demonstrerer dagligt deres seksuelle afholdenhed ved at vikle deres penis rundt om den trefork, der sammen med en tromme og en ildrager er en del af deres religiøse udstyr. Som et snobrød man vikler om en pind. Det er mærkelige opvisninger, som tiltrækker og frastøder mig på samme tid.
  Og sådan ser vi hver dag ting som er helt uden for vores forestillingsevne, ting som undrer os, og fascinerer os og frastøder os.  I går for eksempel så Daniel ti/tolv druknede hunde i vandkanten. Ikke hvalpe, men voksne hunde. Eller vi går forbi et slagteri, hvor afhuggede gedehoveder ligger på række foran slagteren, lige der hvor nogle gedekid springer rundt.
  Så er det vi afleder Akacia, og får hende til at se væk, på noget andet, indtil vi har passeret – forleden var det en død tigger der lå på jorden.

Forleden da jeg mailede med min søster, sagde hun: hvor lyder der rædselsfuldt.

  Men det mærkelige er, at det er det ikke, ikke kun. Jeg kan godt høre, at det er sådan det må lyde: ligbål og ligoptog og tiggere og askeindsmurte mænd og spedalske, men her er også … spændende og mærkeligt.
  Som Daniel sagde, da han var otte år og vi for første gang kom til Varanasi:
  - Det er ligesom i Star Wars og Harry Potter og Ringenes Herre, bare i virkeligheden.
  Jeg kunne tilføje – Bladerunner, og Oliver Twist (den bog kunne være skrevet i Indien i 2012 og man behøvede ikke at ændrer meget), og en række andre film og bøger – bare i virkeligheden. For her står man midt i det, med alle sanser åbne.
  
Ind imellem er det som en tidsrejse, tilbage i tiden til trediverne, eller halvtredserne, et glimt ind i en gyde, eller en butik, skrædderne med deres trædesymaskiner, stryge-wallaerne, med deres store kulstrygejern, de rakkede cykel-rickhaws, de samme som for en generation siden blev trukket af en barfodet mand. Stentrin der er slidt helt blanke, døråbningerne, de offentlige vandpumper, kloakkerne og rotterne.

Andre gange er det som en rejse frem i tiden, til et samfund i opløsning. Den fuldstændig meningsløse ukontrollerede vækst, tomme boligkomplekser, tomme hotelkæder, bygninger, som det ikke er til at se, om de er på vej op eller ned, som ligner slum fra den dag det er bygget, trafik der ikke fører nogen vegne, som er stagneret i et mareridt af udstødningsgas, og varmedis og inferno og dyttende horn, hvad de så dytter for, for ingen er i stand til at rykke sig en meter i time efter time.

 

 

Langs floden