Tiggerne

Af Camillla

 

Der er turister, der konsekvent undlader at give noget til tiggerne, ud fra den overbevisning, at det er med til at fastholde dem i fattigdom. At de, hvis ingen giver dem penge eller mad, vil blive tvunget til at få sig et arbejde, så de kan forsørge sig selv. Men hvem ansætter en spedalsk? Eller en dreng uden ben på et rullebræt? Eller en kasteløs kvinde med mindreårige børn? Eller den kvinde, vi så i Cochin med knuder over alt. Hendes ene øje var lukket og øjenlåget poppede ud, som om der sad en golfkugle i øjenhulen. Hun tiggede for hvordan skulle hun ellers overleve? Hvem har lyst til ansætte, endsige gifte sig med en kvinde der ser sådan ud?

Så vi giver - til nogen, for det er ikke muligt at give alle. Så kunne vi ikke bestille andet og det ville alligevel ikke være nok. Så vi vælger, og i stedet for at dele sol og vind lige, giver vi til dem vi bedst kan lide. Og vi giver de handicappede, fordi de er så åbenlyst dårligt stillede. Og de hellige mænd, nogle af dem, nogle gange. Og vi giver de spedalske, men kun for at få fred. For at de ikke skal gribe fat i os med deres fingerløse hænder og råbe efter os med skingre anklagende stemmer. I middelalderens Europa skulle de bære klokker, så man kunne høre dem komme, her står de pludselig helt tæt op af en, som noget der er trådt direkte ud af en horrorfilm. Det er en sygdom så forfærdelig, at den fuldstændig overskygger det menneske der bærer den.

I Puri, hvor min mors ashram ligger, kastede jeg engang en mønt ned til en af de spedalske foran templet. Og set i bakspejlet skulle jeg have givet dem alle, eller jeg skulle helt have undladt at give, og givetvis havde jeg givet for meget, for pludselig satte de efter mig. Hundredvis af forkrøblede mennesker, der anråbende rakte deres manglende lemmer frem imod mig, mens de løb og humpede og klamrede sig til den cykelrickshaw, jeg i min desperation sprang op i. Den var åben og rickshawføreren, der var ligeså panisk som jeg råbte af dem, mens han trådte i pedalerne som en gal.

Og så er der dem vi ikke giver. Sigøjnerkvinderne for eksempel, med deres forsømte børn og symbolske sutteflasker, som de vifter os om ansigtet med. Der er noget helt ubærligt ved dem, ved deres professionelle ynkelighed og manglende omsorg for det spædbarn de bærer på armen, som de med en hård bevægelse eller et stød får til at græde inden de passer os op.

Her et billede fra sidst vi var i Varanasi,
af nogle tiggere som blive forbigået.

 

En tur med cykelrickshaw

Som kontrast til de forgående billeders ro, 

og for de som ikke var med da vi startede bloggen op, 

kører vi lige igen en tur i cykelrickshaw op gennem hovedgaden.  

 

Mother Ganga

Ronja

Af Camilla

Men…vi savner Ronja. Lige siden vi var her sidst har vi drømt om at komme tilbage. Bo og jeg har i hvert fald og det var aldrig meningen, at der skulle gå seks år før det kunne lade sig gøre. Og nu er hun flyttet hjemmefra og går på håndarbejdets fremme og kan ikke få fri til at komme over. Jeg trøster mig med, at hun var af sted hele sidste år, først med skoleskibet Danmark – over Atlanten og tilbage igen. Og siden som au pair i Dubei.

Jeg har set vores billeder igennem, for at finde nogle af hende fra sidst vi var i Varanasi, men der er ikke mange, af den grund, at det dengang var hende, der var vores fotograf.

På Ganpatti Gusethouse.

Sammen med Theresa.

Vishnu rest House

Af Camilla

Så kom vi til Varanasi og ind til videre er vi chekket ind på Vishnu rest house, et dejligt lille guesthouse ud til Ganges, hvor vi har fået to små værelser ved siden af hinanden. Jeg havde frygtet hvordan Akacia ville tage det, for Delhi var lidt af et chok for hende, for os også - for hold kæft hvor er folk fattige. Men hun er glad for at være her.

  For seks år siden boede vi her i nogle måneder, og den selvsikkerhed det giver at ankomme til en by man kender rigtig godt, gjorde at vi kunne gå i fred hele vejen ned gennem hovedgaden, hen langs floden til guesthouset. Vi havde ellers forberedt os på, at alle kommisionsmændene og kulierne og tiggerne ville komme løbende når de så os med rygsække på ryggen, tydeligvis lige ankommet fra stationen, men det skete ikke, på trods af at hovedgaden og ghatsene vrimlede med dem.  

Disse billeder idyliserede,
i virkeligheden er her temmelig snusket
(for at sige det pænt),
til gengæld er her stemningsfuldt.

Og her er wifi - nogen gange.

Her er håndvasken,
toilettet vil jeg forskåne jer for.

På vej videre

Af Camilla

Så er vi på vej videre nordpå. I morgen flyver vi til Delhi og møder Daniel. Derfra tager vi videre til Varanasi hvor det er planen, at vi bliver indtil slutningen af marts (med mindre det bliver så varmt på det tidspunkt, at vi ikke kan holde det ud, og det er der nogen der mener det gør).

  Bo og Daniel skal til Kumbh Mela i nabobyen Allahabad. Verdens største religiøse festival, som finder sted, hvert år i skiftende byer, og som kulminerer hvert tolvte år (og denne gang altså i år), hvor millioner af mennesker valfarter til Allahabad, for at bade i de tre hellige floder, som støder sammen der: Ganges, Yamuna og den mytiske flod Saraswati.

  I år er det ikke kun pilgrimme (og turister) der valfarter dertil, men også et hold forskere fra Harvard, som skal forske i hvordan det kan lade sig gøre, logistisk og på alle måder, for en by, at rumme så mange mennesker -  200 millioner anslår man der vil komme.

  Imens bliver Akacia og jeg i Varanasi, hvilket jeg også gjorde for seks år siden, da Bo var til Maha Kumbh Mela, og hvor han på et meget lykkebringende tidspunkt tog bad i de hellige floder – men blev han et bedre menneske af det? 

(Her tror jeg at jeg må bryde ind. Er der nogen der er i tvivl om det!!!  Mvh. Baba Bobo)

shopping

Af Camilla

Har lige været ude og købe tøj i en eksklusiv indisk tøjforretning – og jeg HADER det. Endte med at købe en knælang koboltblå silkeskjorte, med ¾ ærmer og kinakrave! Bare for at få fred. Fordi jeg vidste, at jeg skulle høre på Bos brok over hvor dårlig klædt jeg er og hvor umulig jeg er til at købe tøj, hvis ikke jeg købte den. Akacia købte et par søde skjorte/kofter – og et par gamacher – rustrøde – posede foroven og stramme forneden, og lange så de pølser nede ved læggene, som benvarmere. Jeg turde ikke sige noget, for Bo mente, at der hørte bukser til sættet, og bryder sig ikke om at hun går i stramme gamacher og blev totalt hidsig, hvis jeg sagde at noget ikke klædte hende: for det skulle jeg ikke sige. Jeg skulle ikke presse min egen smag ned over hovedet på hende og hvis hun syntes det var pænt! Og han fik ekspedienten til at hente nogle tilsvarende græsgrønne gamacher, som han insisterede på at hun prøvede, fordi undertråden i en af kofterne angivelig var grøn – hvad synes du Akacia? Kan du lide dem? Synes du de er pæne? Og Akacia er der en pleaser, stirrede desperat fra ham til mig, for at se hvad hun skulle sige, hvor efter han igen blev totalt hidsig på mig:

  - Se hvad du gør? Du gør det hver gang? Du blander dig hele tiden. Hvad hvis hun synes de er pæne? Hvad synes du Akacia? Er de pæne? Vil du have dem?

   

Pokkali Farming

     Af Bo

En grund til, at en af de største naturkatastrofer i nyere tid, tsunamien i 2004 gik så galt, og krævede så mange ofre, var at mangroven mange steder i sydøstasien var omdanner til rejefarme og nu ikke længere lå der som en buffer, der kunne tage af for de værste bølger, inden de nåede hovedlandet .(35-40% er verdens mangrove skove recuceret med.) I Kerala har man fra gammel tid haft en dyrkningsmetode, pokkali farming, der i perfekt balance med naturen, veksler mellem risdyrkning og rejefarming. En speciel ris, pokkaliris, der er tilpasset brakvandet i backwaters, plantes i juni når monsunen hjælper med til at fortynde det salte vand, der presses ind fra havet. Pokkaliris gror til ca 2 meters højde på grund af den høje vandstand i markerne. I begyndelsen af november høstes kun selve risen og man lader den lange stængel være. Den bliver nu til føde for rejeyngel, der af sig selv søger fra havet ind i rismarkerne, der bliver lukket af. Fra november frem til april høster man nu af rejerne,  der vokser sig store. Rejernes affald og ekskrementer danner så en naturlig gødning for risene, som man igen planter efterfølgende.  Pokkali farming er en meget gammel metode i perfekt økologisk balance, uden brug af insekticider, pesicider og gødning. Desværre er den på kraftig retur, selv om den saltvandsresistente ris har kæmpe potentiale for dyrkning mange steder på jorden. De sidste par årtier er det dyrkede areal blevet reduceret fra 24000 hektar til 5000 hektar, for en stor del på grund af forurening og tilsanding af backwaters. Man har nu som et sidste udkald opdaget den saltvandsresisten pokkali ris kæmpe potentiale for dyrkning mange steder på jorden,  og forsøger nu om man med hjælp fra FN kan oprette en genbank for den.

Det sunkne Mesopotanien

Af Bo

Endelig her sidst på dagen ser vi seks gamle mænd i små slanke kanoer smide deres kastenet ud. De spreder sig ud som et stort skørt og daler ned i vandet. Vi har sejlet siden kl. 10 om formiddagen og nu nærmer det sig solnedgang.

 

Allerede hjemmefra har jeg talt om denne tur, om det fantastiske urgamle sceneri vi ville opleve. Fortalt, at her var der tale om noget virkelig gammelt, om scenerier som fra det gamle Ægypten eller Mesopotanien. Billeder der har mejslet sig ind i min bevidshed, siden jeg  for 25-27 år siden sejlede ad Keralas Backwaters med lokalfærger, ad tilgroede kanaler, over søer og videre ad andre kanaler, nogle så smalle at færgen kun lige kunne passere. Om det årtusindeårige gamle landskab. Små samfund på små øer, børn der badede, kvinder der vaskede, mænd der stod i vand til livet med kastenet, drenge der dykkede efter muslinger, ænder der blev sat ud fra kanoer for at snadre i det grønne, kæmpe risbåde, der blev staget afsted, eller hvis vinden var i ryggen sejlede med et firkantet sejl. Både der lignedee noget man har set på tegninger fra, og film om det gamle Ægypten.

Jeg har trumfet denne tur igennem som et must, og nu har vi sejlet  hele dagen igennem noget, der mest af alt ligner en forstad. Et endeløst parcelhuskvarter af firkantede betonklodser i skrigende farver (indere er på ingen måde bange for stærke farver) med parabolen på taget. Række efter række, bygget helt ud til vandet på lange smalle tanger.

Og pludselig, midt i ingenting, det ene funky resort efter det andet. De fleste ser tomme ud,  svømmepøl, hytter, restaurant, palæagtige hovedhuse, græsplæner, oplyste stier,  tomme og forladte.  Jeg undrer mig over hvordan de kan køre rundt. Om den indiske middelklasse rykker ind i weekenden, eller om de vitterligt står tomme meget af tiden. Indere er ukuelige entreprenører og kaster sig villigt ud i investeringer, der udefra set ligner et stort gigantisk pyramidespil.

  Vi har ikke set en eneste badende unge, eller flokke af børn hoppe skrigende i vandet fra både. Indtil vi møder de gamle mænd i kanoer, har vi ikke set en eneste fisker, måske fordi fiskeriet er overtaget af store trawlere, som vi passere mange af på vejen. De gamle fragtbådene er alle sammen bygget om til turist både, flydende resorter, aircondition på værelserne, sattelit-tv, spabad you name it. Ikke en eneste sejler med last. Hovedparten af de ombyggede risbåde ligger ankret op, og ser ud som om de gør det, det meste af tiden. I hundredevis af turistbåde med airconditionanlæg og en generatorer på  størrelse med en minibus, og igen undrer jeg mig over hvordan det kører rundt. Skal de virkelig bare nogen gange om året have turister med?

 

Enkelte steder er de kinesiske fiskenet stadig er i brug, men hovedparten står og forfalder. På et tidspunkt sejler vi gennem en allé af forladte fiskenet, en strækning på flere kilometer, hvor  i hundredevis af dem står forladte og forfaldne, som store uddøde spøgelsesedderkopper.

Så meget for meget for det gamle Ægypten. Mesopotanien forsvundet og sunket i havet på under tyve år.

Et af de få fiskenet der stadig er i brug.

Grafitti

Skriveblogblokering

 Af Camilla

Ja, jeg ved det, vi får ikke skrevet tilnærmelsesvis så meget på bloggen som vi gerne ville. Til gengæld får jeg skrevet på romanen, og det er ikke helt nemt at forene de to ting.

    Der er jo det med min hovedperson, at han har kræft og skal dø, og jeg har ikke gjort det nemt for mig selv ved at vælge døden som antagonist, for hvem kan overvinde døden? Det bliver i hvert fald ikke let.

  På den anden side ærgrer det mig altid når hovedpersonen i den bog jeg læser dør, for det er sgu for let (Paul Auster, du af alle burde i hvert fald kunne gøre det bedre end at lade samtlige af dine hovedpersoner dø eller blive sindssyge i sidste kapitel). Det er den nemme slutning.

   Men det eneste der kan redde ham er et mirakel og kan jeg skrive et troværdigt mirakel?      

   Bogen er en selvstændig opfølger på Udflytterne, og trækker tråde tilbage til den, til faderen ikke mindst. Men derud over er der jo også konen og barnet som han har forladt, samt søsteren og moren, som jeg ikke havde tænkt mig at følge alverden op på, men som sniger sig ind af bagdøren. Så der er mange bolde i luften, mange bipersoner og bihistorier, samt hovedhistorien, der som udgangspunkt heller ikke er helt let. Ikke mindst fordi jeg har valgt at køre dele af fortællingen i anden person, som jo kan være fint i et digt, men som er helt umuligt at arbejde med i en roman.

   Desuden foregår bogen i Indien, i Varanasi og jeg ved så ynkelig lidt om Indien og hinduismen, om kulturen og religionen, jeg ved ikke en skid, og alligevel har jeg ladet min person tage hertil og ind imellem forekommer det mig, at være både naivt og arrogant på samme tid.

Ellers går dagene derud af og jeg har det som om vi har været væk i månedsvis. Vi er tilbage i Cochin og det er en dejlig by. Minder om Cuba, siger folk der har været der, men vemodigt også fordi mange af husene får lov til at forfalde. Firehundrede år gamle huse, vildt smukke, med metertykke vægge, firlængede og med åbne gårdhaver i midten og verandaer hele vejen rundt på indersiden ud til gårdhaven. Højloftede, med sprossede vinduer og skodder, og smukke smukke døre.

  En del af husene er renoverede, men hovedparten af dem står ikke til at redde. Flere steder er de allerede faldet sammen og nye indiske middelklasse huse i beton skyder op som paddehatte overalt, hvor der kan klemmes et hus ind. De ligner alle noget der er bygget af en flok skizofrene – og jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg synes det er charmerende eller ucharmerende – måske det sidste i det her tilfælde, fordi de er så meget grimmere og dårligere bygget end de bygninger de erstatter – men som sagt heller ikke helt uden charme, også selv om de er sjusket bygget i dårlige materialer og malet i grelle farver og forfaldne fra den dag de står færdige.

  Bare det at gå rundt i byen er en oplevelse i sig selv, men ud over det er det også overraskende. Som i går hvor Bo tog fejl af døren til toilettet på en restaurant og i stedet kom ind i ejerens privatbolig, hvor - viste det sig - at han opdrættede slørhaler. Et helt rum fyldt med akvarier og bassiner med forskellige fisk. Samt et billede af præmiefisken, en stor slørhale som desværre var død nu, men som havde haft en værdi af 3 lakh ca. 33-35 .000 kr.  

  

The Rickshaw Run

Endelig noget der gør en stolt ved at være dansker igen. Tænk at man skal helt til Indien for at opleve det. I går og i dag ruller deltagerne i The Adventurists Rickshawrun over målstregen her i Cochin, med fire danske team ud af 77 i hver deres rickshaw. De er startet ud fra Jaisalmer, og nu fjorten dage senere ender de her i Cochin i Kerala. 3200 km gennem ørken, over bjerge, gennem landsbyer, afsindige storbyer, ad hullede uasfalterede veje og overfyldte kaotiske hovedveje, med max 50 km i timen. Imponerende.

http://www.theadventurists.com/the-adventures/rickshaw-run

Denne rickshaw kørte ind i en lastvogn på tredjedagen,
men gennemførte på trods af det løbet - hvilket er imponerende.

De fleste havde uheld på vejen,
nogle flere end andre.

Danmark var repræsenteret med fire rickshaws,
de tre af dem sponsoret af Chistiania.

Lidt gade- og butiksliv fra Kumily

Kumily er en fredelig by, men lige nu vrimler den med pilgrimme.
Mænd klædt i sort (pilgrimsruten er forbudt for kvinder).
De kommer kørende  hertil i store busser,
som pyntet med gudebilleder og blomster.

Ude foran denne fiskehandler hvor de sælger tørrede fisk,
standser Bo altid op for at købe penauts af en gadesælger,
og  hver  gang er Akacia ved at  dø  over  stanken.

Her en lille chai og kagebod.

Kumily er det sted i verden, hvor der (i pilgrimstiden)
bliver solgt flest friturestegte bananer pr indbygger. 

Hvis nogle skulle have overset skiltet over døren!

Elsker indernes optimistiske butiksnavne. 

Billeder fra Tamil Nadu

Her er nogle idylliske billeder fra en rædsom tur til Tamil Nadu. Bo var syg og Chicken var syg og Akacia blev køresyg og brækkede sig den ene gang efter den anden. Og da vi ville holde pause og spise frokost, kørte chaufføren til vores forbløffelse ud af byen, og ned bag et kraftværk, hvor der stod nogle mænd og vaskede motorcykler i affaldsvandet. Hele stedet var et stort offentligt toilet og her ved vandkanten hev han en pakke toastbrød og nogle bananer op af en pose, som han havde taget med til os, fordi han ikke kunne forestille sig, at vi ville spise på de lokale spisesteder.
  En time senere kørte han os hen til dette sted, hvor der lå et lille Shivatempel ved foden af et stort Banyantræ og hvor vi kunne bade i floden, bortset fra at vi var så sløje og køresyge og modløse, at vi bare sad og hang.

Mange af de gamle Banyantræer er hellige
og der er lavet små templer inden i dem.

Et lille kobratempel, hvor landarbejderne hver morgen,
beder til og ære den kobra der bor der.