torsdag den 28. februar 2013

Standing baba

Af Camilla

Der er langt flere nagababaer og Sadhuer i byen, end sidst vi var i Varanasi. Men dette års Kumbh Mela er større end dengang, måske den største nogensinde. Vi kom dengang en del hos en ung en ung standing baba, som havde stået op i fire og og skulle stå op i yderligere otte, hvilket han beskrev som en genvej til Gud.
  Vi har prøvet at finde ham blandt de mange babaer, men endnu har vi ikke set ham, selv om vi har set adskillige andre standing babaer. Dengang havde han slået sit telt op i skyggen af det store krematorium på Harishchandra ghat, lige bag ligbrændingspladsen, som blandt babaerne er et meget eftertragtet sted, og det sagde noget om den respekt der var omkring ham, at ingen af de andre babaer gjorde krav på stedet.
  Som symbol på død og genopstandelse var han smurt i aske og ligesom de andre nagababaer var han nøgen, bortset fra et vævet bælte omkring maven. Der opbevarede han sine penge og sin hash, et falmet foto af sin guru, som han uophørligt tænkte på, fordi det er bedre for en åndeligt søgende, at tænke på sin guru, end at tænke på gud. 
  Han stod på et tigerskind, Lord Shivas symbol for magt, foran noget, der mest af alt lignede et gyngestativ med en gynge, hvor han på skift hvilede henholdsvis det ene og det andet ben, og som han kunne læne sig let ind over og på den måde lette vægten på benene. Når han kollapsede, hvilket hovedsagelig skete mens han sov, bandt hans medhjælpere ham fast til gyngen.    
   Da Bo en dag spurgte ham om de smerter, der nødvendigvis må være forbundet med at stå op i så mange år, svarede han:
  - Den fysiske side af livet interesserer mig meget lidt.





 

tirsdag den 26. februar 2013

Tupalas drøm

Af Bo oversat frit efter Patrick Levy, der har den frit efter Vasista Ramayana og Bhagavatham.

Det fortælles at Tupala var en mægtig og vis konge, hengiven over for sine undersåtter, generøs mod brahminer, god mod børn, respektfuld og retfærdig.
  En nat hvor han var på jagt, forlod han sit følge og begav sig alene ind i skoven. Ved daggry nåede han til en hytte hvor en af de urørlige, en kasteløs, var i ved at garve skindet af en tyr. Overrasket over at befinde sig på dette sted, som han ikke kendte, ville han spørge hvilken landsby og provins han befandt sig i, men i det samme fik han øje på en blændende smuk ung pige. Smilende og yndefuld, og han blev øjeblikkelig forelsket i hende. Med samme fart, som en pil der skær gennem luften, glemte han alt: Sit kongerige og sit folk.
  Han blev behandlet som et længe ventet familiemedlem, der endelig var vendt hjem igen. Han giftede sig med pigen, og med hende fulgte garveriet, dyreholdet og skoven, huset af soltørrede lersten, der skulle repareres efter hvert regnskyl, bøffelflokken, der skulle trækkes på græs om morgenen og hentes hjem igen om aftenen, høsten og monsunen, de grove klæder og senge lavet af reb. Han oplevede den fred der følger en hård dags arbejde og ængstelsen, når regnen udeblev.
  Hans kone fødte ham en søn, og en til og en tredje. Han oplevede lykkelige år og år med sorg og sygdom. Hans ældste søn døde, og derefter hans svigerfar, og han overtog hans arbejde som garver. Så fulgte år med knaphed på føde og et med tørke. Så kom år med store oversvømmelser, der skyllede kvæget væk og druknede hans kone. Årene gik og endnu flere fulgte.
  En aften faldt han udmattet om i græsmarken og drømte, at han var en retfærdig og god konge, der herskede over et stort kongerige. En nat hvor han var ude at jage, for han vild i skoven og ankom til en hytte, hvor han blev så betaget af en smuk ung pige, at han glemte alt om sit palads og giftede sig med hende, overtog sin svigerfars arbejde som garver efter hans død, mistede sin ældste søn på grund af sygdom, derefter sit kvæg i en oversvømmelse, og siden sin kone. En dag dukkede hans første minister op på hans gårdsplads og kastede sig for fødderne af ham.
  - Deres majestæt, vi har ledt overalt efter dem. Vi har gennemsøgt det ganske rige fra nord til syd. Vi har ledt i de yderste provinser og mindste landsbyer, og takket være Gud har vi endelig fundet Dem.
 
Kongen vendte nu tilbage til hovedstaden eskorteret af livvagter og første minister, og der vågnede han op, forvirret over, at befinde sig i sin seng i paladset.
  Det havde været en drøm.
  Det hele havde ikke været andet end en drøm, men den havde haft smagen, farverne, lydene, lugtene og charmen ved virkeligheden. Mens han havde sovet, havde han følt sig fuldkommen vågen, nøjagtig  som nu.
  Hvem var han da i dette øjeblik? En konge i sit palads? Garveren i drømmen? Eller den sovende garver, der drømte at han var konge? Eller måske en helt anden, sovende et eller andet sted i et fjernt univers, som han havde glemt alt om, og som drømte, at han drømte, at han drømte…
  Og hvad med hytten i skoven, de urørlige, hans unge kone, hans bøffelflok, den hårde seng, og hans sønner, sygdommene og druknedøden? Var de sidste mange år kun nogen få timer i en nat?

Om morgenen forlod han sit palads i en bærestol båret af fire stærke brahminer. En af dem bar den på så ligeglad og skødesløs en måde, at de bumlede og snublede afsted. Til sidst kunne kongen ikke holde det ud længere. Han lænede sig ud og råbte:
 - Hvorfor er du så klodset? Og hvem er du?
  - Deres majestæt, jeg er fed og grim og jeg er brahmin, men fortæl mig hvem jeg virkelig er? Og dig, hvem er du? Er du din krop? Er du din fødsel? Hvorfor er du konge? Ved du hvor denne bærestol kommer fra? Hvilken slags træ den er lavet af? Var træet allerede en bærestol i skoven? Og var bomuldsblomsten allerede det tøj du bærer? Luften er overalt, men hvis man blæser lidt af den gennem hullerne i en fløjte, laver den et ’la’ et ’so’ eller et ’re’ og til sidst en melodi. På samme måde er der hverken et ’mig’ eller ’dig’, men kun livets uendelige strømmen.
  Da kongen hørte dette mærkede han sit hjerte slå hårdt og højlydt, og blev øjeblikkelig befriet fra illusionen om hvad virkeligheden er.

Brahma



mandag den 25. februar 2013

Sadhuer







 

Middelalderbyen


Af Camilla


I takt med at de store badedage på Kumbh melaen i Allahabad slutter, og dagen for Shivarati  nærmer sig, kommer der flere og flere sadhuer og nagababaer til byen. Og muligvis flere end der ellers på grund af vejet, for de sidste par dage har regnen silet ned, og i Allahabad er festivalpladsen efter sigende en stor opkørt mudderpøl.  Der er mere vand i Ganges end der har været længe (på trods af at de har ledt vand fra Yamunafloden ud i den for at der skulle være nok til alle de badende)
 
De mange gule og orange telte breder sig fra ligbrændingspladsen på Harishchandra Ghat til begge sider. Selv oppe i byen, omkring markedspladsen slår de deres telte op. Enkelte steder får man nærmest indtryk af, at en middelalderhær har slået sig ned, og i takt med at teltbyen vokser, opstår der nye chaisteder og improviserede gadekøkkener.

Nu er det ikke kun røgen fra ligbrændingspladsen, der kradser i halsen og får øjnene til at løbe i vand, men også de mange bababål: lerklinede dhoonier, hvor store træstamme, som ingen har ulejliget sig med at kløve, brænder.
  Et af ligbrændernes få privilegier er retten til at sælge det brænde, der bliver tilovers fra ligbrændingerne, men nu hvor nagababaerne og sadhuerne har indtaget flodbredden, gør de krav på det. Det er deres ret som hellige mænd og der er intet ligbrænderne kan gøre for at forhindre det, men de bander over det i krogene.

Akacia er ikke meget for de mange nøgne askeindsmurte nagabaer, som vi nærmest skal løbe spidsrod igennem, fordi de alle sammen vil velsigne os, med pujamaling eller aske, ved at slaske os i hovedet med yakoksehaler, eller fordi de vil ryge en chillum sammen med os.

 Hindu Saint naga baba Shivdasgiri in Varanasi on Ganga river ; Uttar Pradesh ; India MR#707A
Her et billede jeg faldt over på nettet,
af Bo (med tøjet og tikkaen i panden)
- og mig helt ude til højre i billedet.
  

søndag den 24. februar 2013

Dagens avis

Af Bo
 
Indere har en stor forkærlighed for forkortelser. Her er et par få pluk fra dagens avis:



2.000 policemen including companies of Central Para Military Forces (CPMF) have been deployed at strategic locations. In addition, 4 SPs, 14 ASPs, 28 deputy SPs, 550 SIs, 450 HCs, 550 constables, 40 companies of PAC, 210 commandos and one company of NDRF have also…

Overskrift:
Coal min asks state govt to work towards NCTC (dette er dog oversat i brødteksten med National Counterterrorism Centre)

Overskrift:
SIMRAN to save lives of rly gangmen.
Og lidt længere nede I teksten denne perle:
“GWS is a byproduct of SIMRAN which works on GSM technology,” said BM Shukla, principal software engineer, CSE department, IIT-Kanpur.
I samme tekst har vi: ULCGWS (Unmanned Level Crossing Gates Warning System.)

Og så er der denneher der handler om studerende:
While students of LU will take the exams in Shia Girls College (BCom and BSc) and National PG College,  Those of Shia College will take the exam at JNPG College. Similarly, students of BSNV Degree College will take the exams at DAV PG College.

Og topscoreren i dagens avis er nok denne overskrift:
VMC may re-hire A2Z to complete SWM plant.


Drøm

af Camilla

I nat drømte jeg, at jeg kom gående langs med floden. Pludselig fik jeg øje på en ged der var ved at føde, men det der kom ud var ikke et gedekid men et barn. Først i det øjeblik gik det op for mig, at det var en drøm og jeg vendte mig mod Bo, der stod ved siden af mig og sagde:
  - Kan du huske, at vi talte om de drømme, hvor man er bevidst om, at man drømmer. Det her er en sådan drøm.
  - Hvorfor tror du det? spurgte han og så sig om.
  - Derfor, sagde jeg og pegede på geden, der var i færd med at slikke det skrigende spædbarn rent for fostervand og blod og moderkagefedt.
  Jeg var glad for at han ikke stillede spørgsmålstegn ved min konklusion, men med det samme accepterede det og troede på mig.
  - Tror du det er min eller din drøm? spurgte han.
  - Min, sagde jeg, - for du var jo ikke engang klar over, at det var en drøm.
  - Eller også drømmer vi det samme, sagde han.
  Det var helt utroligt så virkelighedstro den drøm var. Disen over floden, lugtene, lydene, folk omkring os, der var intet andet end det skrigende spædbarn der indikerede, at det var en drøm. Pludselig slog det mig, at hvis det var en drøm, så kunne jeg jo gøre lige hvad jeg ville. Jeg kunne smide tøjet og gå splitter og nøgen ned langs ghatsene. Bortset fra, gik det op for mig, at jeg selv i drømme var bundet af de samme hæmninger og begrænsninger, som i virkeligheden.


 

lørdag den 23. februar 2013

Hoste

Af Camilla
 
Jeg vågnede i morges med et hosteanfald, der var ved at tage livet af mig. Og det er ikke bare mig der hoster, vi hoster alle sammen. Det er vejret og støvet og skidtet, det er røgen fra ligbålene, og bålene af sammenfejet affald: lort og plastik og skrald. Det er udstødningsgasserne fra scootere og biler og generatorer, og den DDT som de pudrer gaderne og ghatsene med, der sætter sig som slim i lungerne.

På et apotek køber jeg noget hostesaft med et billede af nogle lyserøde lunger på etiketten. Apoteket ligner noget fra en Harry Potterfilm. En butik fra Diagonalstrædet. Langs væggene står gamle mørke mahogniglasskabe med bøger og medicin. Bag store skærme sidder pilletrillerne: små mænd med fedtet hår og tykke briller, som blander medicinen og putter den i små mørke glasflasker eller pilleglas.
  På væggene hænger plakater med reklamer for medicinske produkter: Slankepiller, potenspiller, piller mod gigt og reumatisme. Under en reklame for nogle piller mod stress, er der et billede af en smuk veltrænet mand, der løber hen af en øde strand og ser ud som om han ikke har haft en stresset dag i hele sit liv. En anden reklame, muligvis for anabole steroider, forestiller en olieindsmurt bodybuilder under en kinesisk parasol.
  Også på æskerne med medicin er der billeder, og jeg kan godt lide den måde billederne understreger indholdet: Hostemedicinen med billedet af et par lyserøde lunger, levermedicinen med et billede af en lever, for almindeligt velvære: en tegning af samtlige indre organer, fint farvelagt: blå tarme, rødt hjerte, brun lever, lyserøde lunger.

Apoteket er delt op i to afdelinger: en ayurvedisk og en homøopatisk. I midten mellem de to afdelinger sælger de hundemad. Store sække med Pedigree Pal og bideben i farvet gummi.
  Jeg husker ikke at hundene tidligere havde kæledyrsstatus og kæledyrsprivilegier. Nu derimod er det ikke ualmindeligt at støde på hunde med skotskternede hundedækner, eller en hund der i mangel af dækken, har fået en brun polyesterskjorte på, en striktrøje med v-hals.
   Jeg får min hostesaft udleveret ved disken, og da apotekeren får øje på min pose med jordnødder, mener han, at min hoste stammer fra dem. Hoste, siger han, kan være et tegn på umådeholden indtagelse af jordnødder. Jeg spørger om det gælder alle nødder eller kun jordnødder og han siger at det kun gælder jordnødder – alle slags jordnødder.
  - Med jordnødder er det svært at være mådeholden, siger han, har man først taget en bliver man ved.
  Og jeg har virkelig en svaghed for jordnødder, især olie og saltristede peanuts, som jeg kan spise til jeg bliver dårlig. Men jordnødder og hoste?

 

 

torsdag den 21. februar 2013

Karma

Af Camilla

I aftes, da jeg var på vej op ad trappen til guesthouset fra flodbredden, fik jeg øje på en ugleunge, der lå og trykkede sig sammen i et hjørne mellem trappestenene. En af de fugle som turister og pilgrimme betaler for at sætte fri for at forbedre deres karma. Hvis jeg havde været barn, ville jeg have taget den hjem og opfostret den på gennemtygget franskbrød og drømt om den dag, hvor jeg ville komme i skole med en ugle på skulderen. Nu derimod, var jeg ikke engang i stand til at dreje halsen om på den, men lod den ligge til hundene eller aberne eller gadebørnene, hvem der nu først fik fat på den.
  Men senere fik jeg det dårligt over den ugle, så dårligt, at jeg gik ned for at samle den op, hvilket var fuldstændig åndssvagt. Den var for lille og skravlet til at overleve, og jeg var helt lettet, da jeg kom ned og så, at den var væk, for var en langsom død i en papkasse på vores værelse at foretrække, frem for at blive ædt af en abe eller en hund? Hvis aber overhovedet æder ugler, hvilket jeg er temmelig sikker på de gør. For hvis de spiser små stribede egern (hvilket jeg ikke har set, men det er vel derfor de jagter dem) så spiser de vel også ugleunger.
  Jeg ærgrede mig over, at det ikke havde været en due eller en mågeunge, som jeg nok ikke havde haft de samme følelser omkring, hvilket ikke var logisk, for en fugl er vel en fugl?

Jeg kan huske hvor rasende vores amerikanske ven Steven var over den dobbeltmoral der lå i, at man kunne forbedre sin karma, ved at frikøbe en fugl, der var indfanget til netop det formål. Hvordan han overfusede de pilgrimme han så gøre det, for slet ikke at tale om fuglesælgeren. Hans rasende moralprædiken var ikke uden effekt, dels talte han hindi og dels blev han i sin vrede, meget veltalende og hans ønske om at se fuglesælgeren inkarneret som burfugl, fik næsten karakter af en forbandelse.

Vi fortalte ham aldrig, at vi selv på et tidspunkt frikøbte en fugl. Og bare det at vælge hvilken vi skulle redde var vanskeligt, men til sidst valgte vi en kanariefugl fordi den var billigst, og fordi jeg fik Bo overbevist om, at det ikke blev en bedre gerning af, at fuglen var større og mere farvestrålende, med mindre selvfølgelig, at de grønne papegøjer var mere sjældne. Jeg var ikke engang klar over om fuglene var fanget i nærheden af byen, eller om de var fragtet hertil langvejs fra. Om de overhovedet var i stand til at overleve hvis de blev sluppet løs. Jeg syntes ikke at jeg havde set hverken kanariefugle eller grønne papegøjer. Der er duer og skader og ørne og spurve og beostære, men ingen af disse fugle kunne man købe for at sætte fri. De eneste grønne papegøjer jeg havde set, var tamfugle i bambusbure magen til fuglesælgerens.

Den lille kanariefugl sad et øjeblik i min hånd, inden jeg slyngede den op i luften, hvor den forsvandt over floden og ud af syne. Men jeg følte hverken lettelse eller glæde eller godhed ved synet. Ikke anden glæde end den det altid er, at se en fugl flyve hen over himlen.

 

Ronjas børnebilleder


Her forleden da vi spiste morgenmad på guesthouset som vi gør hver morgen, faldt vi i snak med en flok gøglere og musikere, som rejste rundt i Indien og optrådte for gadebørnene i slummen.
   Sidst vi var i Indien, gjorde Daniel det samme. Han var tretten/fjorten år, og sammen med en spansk flok dannede han en gøglertrup, som tog rundt og optrådte på børnehjemmene, og i slumbyerne rundt om Varanasi. De havde en dukketeaterforestilling (en abe der stjal frugt fra en gammel kone) og en af de spanske piger dansede flamingo: Daniel havde et nummer, hvor han optrådte med at lave poi, nogle gange som ildshow og nogle gange uden ild. Som afslutning på nummeret - og på forestillingen, havde han købt en hel masse lange strømper, som han havde fyldt med ris og bundet knude på: primitive poi som børnene kunne lave poi med efterfølgende.
   Vi var med ham ude i basaren og købe strømperne, og vi var helt færdige over den lille shopkeepers stenansigt. Ikke en mine fortrak han, mens Daniel vejede den ene sok efter den anden i hånden, og svingede dem over hovedet, før han godkendte dem.
  - I got tre daughters, same age, sagde han, da han gav os de indpakkede sokker, som om det forklarede alt. En tør konstatering af at børn er underlige.

De følgende billeder er nogle Ronja tog af børnene, i en af de slumbyer hvor vi var ude og se Daniel og de andre optræde.


 

 


Skolestuen
Her fra et børnehjem hvor de optrådte.
 

onsdag den 20. februar 2013

Lucky express

Her den sidste uge har vi hver dag været sammen med to amerikanske fyre som Bo og Daniel mødte på Kumbh Melaen. Joseph og Sebastian. Malere.

Deres malerier kan man se her:

http://www.josephjackino.com/

http://www.sebastianwahl.com/

Og i går mødte vi så Sebastians veninde Anna som er dokumentarfilmfotograf og som har lavet denne her film om indiske gadebørn, der lever i togene og på stationerne. Den kan man se traileren til her:

http://www.luckyexpress.org/


 

tirsdag den 19. februar 2013

Lingam



Af Camilla

Bortset fra en lille gruppe vesterlændinge, der bor i her i længere tid, er hovedparten af de der bor på guesthouset på gennemrejse. Varanasi er bare en af mange byer de skal nå at se og man har følelsen af, at de er på vej videre allerede den dag de ankommer. Fra tidlig morgen til sen aften er de afsted for at se byens seværdigheder: solen stå op over Ganges, pilgrimmene og ligbålene, aftenpujaen på Dashashvamedha Ghat og det gyldne tempel med den store lingam: en udhugget stenfigur af Lord Shivas kønsdele.


 Den lingam er byens vartegn og man støder på dem overalt: I templerne, tegnet på murene, i souvenirbutikkerne, hvor de sælger dem i miniaturestørrelse til pilgrimme og turister, og mere end en fallos ligner det lille ovalt æg.
   I køkkenet på en af restauranter hvor vi spiser om aftenen, har køkkendrengene en kalender hængende, hvor en kvinde i en stramsiddende sari, hælder kokosmælk fra en kobberkrukke ned over en stor lingam. Hun har knaldrøde let åbne læber og ser udfordrende ind i kameraet. Ligesom på flere af gudebillederne, er det tredje øje malet som en lodret åbning i panden på hende, og minder til forveksling om en kvindes køn.  
 Jeg har hørt at Sai Baba som yngre, ved flere lejligheder materialiserede en lingam gennem munden, som en høne der lægger et æg. Set i lyset af at der er indiske sadhuer, der kan sluge en levende slange, for siden at trække den ud gennem munden, lyder det måske ikke af meget, med mindre man tager den forskel i betragtning, at Sai Baba angiveligt skabte lingamen inden i sin krop.


 

mandag den 18. februar 2013

Morgenandagt

Om aftenen, til Arti, står braminerpræsterne med et par meters mellemrum, hele vejen langs med Dashashvamedha Ghat og udføre synkront ceremoninen. Men her til morgen var det kun en enkelt præst, der stod for gudstjenesten, som I lige får et kort uddrag af her.

 
 
 
 

søndag den 17. februar 2013

Under huden

Af Camilla

De sidste par uger har jeg været syg. Samme influenza som Daniel og Bo har ligget brak med, har jeg raget til mig, og småsløj og træt er byen krøbet ind under huden på mig.
   Jeg har fået kvalme afrøgelsen fra templerne, af gadekøterne med deres mider og sår, måden de ligger rullet sammen i den varme aske fra ligbålene og sover.
  Jeg har ikke kunnet holde de spedalske ud, deres manglende fingre og tæer, tiggerkvindernes snavsede sutteflasker, ligene, ikke mindst lugten, den tunge stank af parfume og røgelse, ligbålene.
  Jeg har været træt af restauranterne, af den manglende hygiejne, af den tid det tager dem at tilberede maden, og maden er jeg også blevet træt af: krydderierne og olien og hele det indiske køkken driver af olie og ghee og sukker.
  Jeg har ikke kunnet holde menneskemylderet ud, larmen og infernoet. De unge drenge, der råbende og skrigende er draget gennem gaderne med statuer af gudinden Saraswati, for at smide hende i floden.
 Under hele Saraswatifestivallen har regnen silet ned, en kraftig troperegn, bortset fra at her har været hundekoldt, blæsende og gråt. Gaderne har sejlet. Det har været som at gå igennem åbne kloakker.

Men nu er vejret vendt og mit humør og byen åbner sig igen op. Bo og Daniel er startet til hindi og i går fulgte Akacia og jeg dem hen til læreren, og bagefter spadserede vi hjem langs floden. Vi talte om, at selv om vi går denne strækning stort set hver dag, sker der hele tiden noget mærkeligt og overraskende. Som den anden dag, hvor en inder ville putte nogle mønter i en af tiggerbabaernes tiggerskåle – og så lå der en sammenrullet slange i skålen!
  Da vi gik gennem den mindre ligbrændingsplads (fordi vi var for dovne til at tage omvejen uden om) sagde Akacia:
  - Det der også er så mærkeligt er, at det er så hverdagsagtigt.
  Folk sad og drak te og spiste snacks og spillede kort, eller tog sig en lur, børnene legede – lige op og ned af ligbrændingspladsen. De vaskede tøj og børstede tænder og skrabede den hårde hud af fodsålerne på de ru trappesten, eller de promenerede slentrende forbi ligesom os og kiggede på bålene, som om det var skt. Hans bål.

Store Badedag

Af Bo

I tåge kulde og mørke, forlader Daniel og jeg campen på Kumbh Melaen for at komme ned til Sangam, hvor Ganges, Yamuna og den mytiske flod Saraswati løber sammen. På vej for at tage det rituelle bad med 30 millioner andre. Vi bliver hurtigt fanget ind i masserne. Det snævrer til, det bliver tættere, man lunter afsted. Der er optræk til panik. Det går op for mig, at hvis det her går galt så går det rigtigt galt. Jeg siger til Daniel, at hvis der udbryder panik, må han for alt i verden ikke falde.  ”Prøv at kravl op i et eller andet hvis det sker”. Stemningen løser op igen, vi går videre, skridt for skridt. Vi kommer ud på den store boulevard ned mod Sangam. Vi er midt i en kæmpe kværnende masse af folk. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Igen slår det mig: Det her kan gå grueligt galt. Jeg har Daniel med. Camilla har allerede sms’et tidligere på dagen. Hun er nervøs, beder os om at udsætte det. En pige fra campen har spurgt om hun ikke også må gå med. Hun klamrer sig til min hånd. Menneskemængden er så tæt omkring en at man ikke kan løfte armene op. Det er for tæt. Det er for meget. Jeg er ikke inder. Jeg er ikke født og opvokset midt i en kværnende malmstrøm af mennesker. ”Lad os komme ud i siden og se om det ikke letter.” siger jeg.
 
Vi finder et sted. Får oven i købet en te, sætter os på hug.  Men hver eneste gang man finder et hul i menneskehavet, bliver det fyldt op af strømme af folk. De maser, skræver over os. Vi finder et nyt hul. Lynhurtigt fyldes det op af folk. Jeg opdager vi har ryggen mod en tom butik. Vi hopper derind. Det sætter gang i den landsby der camperer udenfor den. De protesterer vildt. Noget der ligner et landsbymøde går i gang. Højrøstet snak. Især en meget mandhaftig kvinde skræpper op og råber ad os. Vi ignorerer dem og ruller os ind i vores tæpper og lægger os på den kolde jord. Lidt efter lidt kravler landsbyen med gamle og børn ind i vores butik. Hver gang jeg kigger ud, ser det ud som om massen af folk sidder fuldkommen fast. Ikke rør sig en brik. Efter et par frysende timer på jorden, beslutter vi os til at prøve at komme tilbage til campen og sove nogen timer og så prøve igen senere på dagen.

Så meget for at nå at dyppe sig på det mest lykkebringende tidspunkt i 144 år, efter  sadhuer og helgener og Naga Babaer har opladet og revitaliseret floderne med endnu mere og energi og kosmisk nektar. Tilbage i campen viser det sig at de fleste på mere eller mindre mirakuløs måde har klaret den ned til vandet. Nogen inviteret ind i optogene. Andre har bare holdt ud. Joseph fra New York fremviser en ordentlig bule på armen. Han og hans ven har ved en fejltagelse forvildet sig ind i Naga Babaernes camp. En vild baba knækkede en tyk kæp over armen på ham og tæskede videre på ham med stumpen af den.

Da vi har sovet et par timer går Daniel og jeg igen ned til Sangam et tur på ca. 1½ time. Denne gang er det til at få luft, der er mange folk, men man kan bevæge sig. Nede ved floden er der helt tæt. Politi skynder på en og blæser i deres fløjter, selv ude i vandet står de. Der er lige plads til at dykke sig hurtigt de foreskrevne tre gange under og så er det op igen.
 
Det var umuligt at tage billeder på selve dagen.
Så her er et billede fra dagene før.
 
 

fredag den 15. februar 2013

Grebet af stemningen


Soldaterkammerater

Af Camilla

Det er nu et par dage siden Bo og Daniel kom tilbage fra Kumbh Mela, og de var nær aldrig kommet derfra på grund af trafikkaos. Af samme grund er alle skoler i Varanasi lukket, nu på fjerdedagen, og pilgrimmene strømmer fortsat hertil fra Allahabad. Og hele tiden støder vi ind i mennesker de har mødt til Kumbh Melaen og hver gang opfører de sig som gamle soldaterkammerater, der har været i krig  og er blevet rystet sammen af oplevelser, de er ude af stand til at udtrykke.

Bo har taget et hav af billeder derfra, der stort set alle ser sådan ud:





Ingen tvivl om at det har været en helt forrygende oplevelse og de er stadig helt euforiske og oppe og køre over det. Robin som efter, vi havde tilbragt en dag sammen her i Varanasi, var taget tilbage til Kumbh Melaen med sin flok af hijrakvinder, havde ringet for at aftale at de kunne mødes, men da han ikke anede hvor på Kumbh Melaen han befandt sig, havde de opgivet at lokalisere hinanden. Derfor var det helt utroligt, at de der i menneskemylderet, mellem 30 millioner pilgrimme, støder på hinanden ved en tilfældighed - især som Robin sagde, fordi Bo ikke var let at genkende, solskoldet til ukendelighed og iført en orange kasket som værn mod solen.

Bo sammen med "den smukke hijra"
(transkønnet eunuk)