Af Bo
På Kumbh Mela besøgte jeg flere gange den amerikansk fødte Naga Baba Rampuri. Jeg var interesseret i at møde ham efter for et par år siden at have læst hans bog: Autobiography of a Sadhu. Siden første gang jeg kom til Indien har jeg følt mig tiltrukket af dem og har tilbragt timer sammen med dem, siddende rundt om deres hellige ildsted Dhooni. De havde en langt større tiltrækning på mig end den endløse række af etablerede guruer, der levede i deres ashramer, afsondret og isoleret fra verden. Små bobler af kunstige paradis, hvor man for en tid kunne holde den anmassende virkelighed fra døren.
Her var der en flok, der for mit første ungdommelige romantiske blik, var selve billedet på den anarkistiske, frihedselskende, chillumrygende, spirituelle bums og vagabond, der havde forsaget materialistiske og familiemæssige bånd, og bevægede sig frit på landevejen, i junglen, i Himalayas bjerge, som levende i enkelhed og i meditation.
En sand modgift mod det forrykte hverdagsliv, som det udfoldede sig for mine øjne. Selvfølgelig skulle billedet af dem med tiden vise sig at være noget mere varieret, for ikke at sige komplekst og jo mere jeg prøvede at forstå om dem og deres liv og den vej de havde valgt, jo sværere blev det. Her var ingen nemme svar. Man sad rundt om deres Dhooni. Man drak the, spiste mad, røg chillummer, nogen gange blev der sunget eller chantet. Langt de fleste talte ikke engelsk, eller meget broken engelsk. Men ingen tvivl om at en stor del af dem var stærke personligheder, med kraftig udstråling og nærvær, hvilken jeg så som et produkt af den livsform de havde valgt. Opgivelsen af materielle krav, en tro på, at der nok skulle blive sørget for dem (de levede jo også i et samfund hvor tradition og respekt bød at sørge for dem).
Men stadig var de svære at få hold på og det var jo spændende. Få ting fandt jeg ud af efterhånden. Traditionen er mange tusind år gammel tilbage til Guru Dattareya. For omkring 1000 bliver de samlet i monastiske ordener af Shankaracharya, men alt det er historie, så hvad handler det egentlig om? Nogen at dem jeg har mødte, omtaler sig selv som ”det naturlige menneske”, den kunne jeg godt se, siddende rundt om ilden, som vi har gjort siden menneskehedens begyndelse, en paradis tilstand hvor man sidder i ikke handlen og frugten bare daler ned til en. Andre igen taler fra en mytologisk tradition, der er så indforstået, at den er umulig for en kultur fremmed at forstå.
Jeg greb med glæde og forventning Baba Rampuris bog da den udkom. Her var en vesterlænding, sikkert den første, der var blevet indviet i en af de store sekter (familier) Juna Akhara, som havde levet mere end 40 år sammen med dem, siden han kom til Indien som 19 årig, sådan cirka samtidig med at jeg første gang besøgte Indien. Så der var noget der ringede, om ikke andet havde han også været en del af den store bevægelse, der myldrede østover fra midt 60erne og frem i 70erne. Som nogen har kaldt den største migration af folk, der tog afsted, ikke for at kolonisere, men for at blive koloniseret. Og han var den første jeg stødte på, der kom ud i verden og prøvede på at fortælle om Naga Babaer og hvad det egentlig drejede sig om.
Så vel ankommet til Kumbh Mela i år gik jeg ud første dag for at møde ham, og selv i dette mylder af millioner af mennesker og guruer og sadhuer og Naga Babaer fandt jeg ham ret hurtigt.
At være sammen med dem tager tid. Det er ikke noget med lige at komme forbi og sig hej. Man sidder rundt om ilden, nogen gange tavse, men andre gange sker der noget. En pludselig magi i luften, den er ladet, der bliver fortalt, det er darshan, der betyder syn (vision, eller noget set, opfanget i et glimt).
Rampuri siger selv, at de første 20 år han var sammen med Nagaer forstod han ingenting, han efterlignede bare, de næste fem begyndte en verden så, meget stille at åbne sig for ham. Naga Baba er et vidne, siger han, et vidne til livets teater, og det er fra den posistion han taler. Hans mening er, at give blessing (darshan), til folk. Det er en blessing der bringer velstand (og her er det altså ikke kun penge vi taler om). For at være istand til at give denne blessing må Naga Babaen ofre noget. Han ofrer sig selv og sit liv for et større formål, og det er her de forskellige praksisser og afståelse fra familieliv og afgivelse på materilelle ting kommer ind. Når man indviet til Naga Baba aflægger man kyskhedsløfte, og afskriver sin fortid, sin familie, det sted man er født, sin alder. Dette offer forstås gennem ilden, der brænder hele tiden i Dhoonien.
En dag ved Rampuris Dhooni, kom der en fyr ind, som jeg genkendte, men ikke kunne placere. Han kom sammen med en vestlig baba og et par filmfolk, der skulle snakke med/interviewe Baba Rampuri. Så kom jeg i tanke om hvor jeg havde set ham: Det var ”Mcnulty” fra filmen ”The Wire” og sådan kom jeg til at tilbringe dagen rygende chillummer med Mcnulty, mens et meget lang samtale interview udspillede sig. Efter en del problemer, for dem i kulissen, der skulle prøve at få en film ud af det, havde det svært. Først blev de smidt ud, så fik de lov til at komme ind igen, og interviewet kunne de slet ikke styre, men interessant var det. Baggrunden for ”interviewet” var, at Mcnulty var inviteret over af en af sine nære gamle venner, der var blevet indviet som Naga Baba for mange år siden og nu var de der for at filme og fortælle om hans liv. Hans navn er Sir James Mallinson, han er den femte Baronet af Walthamstow og er måske den eneste engelske adelige, der er blevet indviet. Han var en stille meget behagelig fyr, som jeg umiddelbart syntes om.
Og her er så en film hvor Baba Rampuri fortæller om Naga Babaers
oprindelse:
På Kumbh Mela besøgte jeg flere gange den amerikansk fødte Naga Baba Rampuri. Jeg var interesseret i at møde ham efter for et par år siden at have læst hans bog: Autobiography of a Sadhu. Siden første gang jeg kom til Indien har jeg følt mig tiltrukket af dem og har tilbragt timer sammen med dem, siddende rundt om deres hellige ildsted Dhooni. De havde en langt større tiltrækning på mig end den endløse række af etablerede guruer, der levede i deres ashramer, afsondret og isoleret fra verden. Små bobler af kunstige paradis, hvor man for en tid kunne holde den anmassende virkelighed fra døren.
Her var der en flok, der for mit første ungdommelige romantiske blik, var selve billedet på den anarkistiske, frihedselskende, chillumrygende, spirituelle bums og vagabond, der havde forsaget materialistiske og familiemæssige bånd, og bevægede sig frit på landevejen, i junglen, i Himalayas bjerge, som levende i enkelhed og i meditation.
En sand modgift mod det forrykte hverdagsliv, som det udfoldede sig for mine øjne. Selvfølgelig skulle billedet af dem med tiden vise sig at være noget mere varieret, for ikke at sige komplekst og jo mere jeg prøvede at forstå om dem og deres liv og den vej de havde valgt, jo sværere blev det. Her var ingen nemme svar. Man sad rundt om deres Dhooni. Man drak the, spiste mad, røg chillummer, nogen gange blev der sunget eller chantet. Langt de fleste talte ikke engelsk, eller meget broken engelsk. Men ingen tvivl om at en stor del af dem var stærke personligheder, med kraftig udstråling og nærvær, hvilken jeg så som et produkt af den livsform de havde valgt. Opgivelsen af materielle krav, en tro på, at der nok skulle blive sørget for dem (de levede jo også i et samfund hvor tradition og respekt bød at sørge for dem).
Men stadig var de svære at få hold på og det var jo spændende. Få ting fandt jeg ud af efterhånden. Traditionen er mange tusind år gammel tilbage til Guru Dattareya. For omkring 1000 bliver de samlet i monastiske ordener af Shankaracharya, men alt det er historie, så hvad handler det egentlig om? Nogen at dem jeg har mødte, omtaler sig selv som ”det naturlige menneske”, den kunne jeg godt se, siddende rundt om ilden, som vi har gjort siden menneskehedens begyndelse, en paradis tilstand hvor man sidder i ikke handlen og frugten bare daler ned til en. Andre igen taler fra en mytologisk tradition, der er så indforstået, at den er umulig for en kultur fremmed at forstå.
Jeg greb med glæde og forventning Baba Rampuris bog da den udkom. Her var en vesterlænding, sikkert den første, der var blevet indviet i en af de store sekter (familier) Juna Akhara, som havde levet mere end 40 år sammen med dem, siden han kom til Indien som 19 årig, sådan cirka samtidig med at jeg første gang besøgte Indien. Så der var noget der ringede, om ikke andet havde han også været en del af den store bevægelse, der myldrede østover fra midt 60erne og frem i 70erne. Som nogen har kaldt den største migration af folk, der tog afsted, ikke for at kolonisere, men for at blive koloniseret. Og han var den første jeg stødte på, der kom ud i verden og prøvede på at fortælle om Naga Babaer og hvad det egentlig drejede sig om.
Så vel ankommet til Kumbh Mela i år gik jeg ud første dag for at møde ham, og selv i dette mylder af millioner af mennesker og guruer og sadhuer og Naga Babaer fandt jeg ham ret hurtigt.
At være sammen med dem tager tid. Det er ikke noget med lige at komme forbi og sig hej. Man sidder rundt om ilden, nogen gange tavse, men andre gange sker der noget. En pludselig magi i luften, den er ladet, der bliver fortalt, det er darshan, der betyder syn (vision, eller noget set, opfanget i et glimt).
Rampuri siger selv, at de første 20 år han var sammen med Nagaer forstod han ingenting, han efterlignede bare, de næste fem begyndte en verden så, meget stille at åbne sig for ham. Naga Baba er et vidne, siger han, et vidne til livets teater, og det er fra den posistion han taler. Hans mening er, at give blessing (darshan), til folk. Det er en blessing der bringer velstand (og her er det altså ikke kun penge vi taler om). For at være istand til at give denne blessing må Naga Babaen ofre noget. Han ofrer sig selv og sit liv for et større formål, og det er her de forskellige praksisser og afståelse fra familieliv og afgivelse på materilelle ting kommer ind. Når man indviet til Naga Baba aflægger man kyskhedsløfte, og afskriver sin fortid, sin familie, det sted man er født, sin alder. Dette offer forstås gennem ilden, der brænder hele tiden i Dhoonien.
En dag ved Rampuris Dhooni, kom der en fyr ind, som jeg genkendte, men ikke kunne placere. Han kom sammen med en vestlig baba og et par filmfolk, der skulle snakke med/interviewe Baba Rampuri. Så kom jeg i tanke om hvor jeg havde set ham: Det var ”Mcnulty” fra filmen ”The Wire” og sådan kom jeg til at tilbringe dagen rygende chillummer med Mcnulty, mens et meget lang samtale interview udspillede sig. Efter en del problemer, for dem i kulissen, der skulle prøve at få en film ud af det, havde det svært. Først blev de smidt ud, så fik de lov til at komme ind igen, og interviewet kunne de slet ikke styre, men interessant var det. Baggrunden for ”interviewet” var, at Mcnulty var inviteret over af en af sine nære gamle venner, der var blevet indviet som Naga Baba for mange år siden og nu var de der for at filme og fortælle om hans liv. Hans navn er Sir James Mallinson, han er den femte Baronet af Walthamstow og er måske den eneste engelske adelige, der er blevet indviet. Han var en stille meget behagelig fyr, som jeg umiddelbart syntes om.
Der er et link her, hvor han fortæller
om det, om Kumbh Melaen og om hans egen forfremmelse til Mahant inden for Naga
Babaerne:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar