Af Camilla
Drømte i nat at Akacia lagde et spædbarn i mine arme, i en verden i opløsning, på et tog fyldt med flygtninge ligesom os. Jeg lagde barnet til brystet, i håb om at mælken ville begynde at strømme, og jeg sad der i toget med Akacia ved siden af mig, og barnet ved mit tomme bryst og så toget køre fra Bo, som var stået af for at finde en afskedsgave til Daniel, som måtte blive tilbage. Og måske ville jeg aldrig se ham igen, måske ville jeg aldrig se Daniel igen, og foran mig lå måneders flugt, gennem et krigshærget land, af en ukendt flugtrute, alene med Akacia og det lille barn, som jeg havde ansvaret for.
Det er sådan jeg har det om morgenen når jeg åbner dokumentet med romanen. Som at lægge et spædbarn til et tomt bryst i håb om at mælken vil begynde at strømme.
Følelsen af at være malket helt helt tom. Jeg er så træt af den bog. Jeg var også træt af Udflytterne. Efterfølgende var et af de spørgsmål jeg fik, når jeg var ude og holde foredrag, om ikke jeg savnede stedet og bogen og personerne, nu hvor jeg havde færdiggjort bogen. Og nej – jeg var så træt af den bog til sidst.
Jeg spurgte engang min balletlærer om det samme (dengang jeg gik til ballet) om ikke han savnede teateret og dansen, nu hvor han var gået på pension. Og nej var svaret. Han savnede det ikke. Det havde været en lettelse at stoppe og hver morgen når han stod op, glædede han sig over, at han ikke skulle danse – sagde en mand, for hvem dansen havde været hele hans liv.
Det er sådan jeg har det nu. Nu vil jeg bare gerne have den bog færdig. Jeg har starten og midten og slutningen, det jeg sidder med nu er mellemkapitlerne, ting der skal føre videre til noget andet, kapitler der skal lægge op til andre kapitler, afsnit som skal skrives ind eller ud og som jeg ikke kan få til at passe nogen steder. Måske er det fordi jeg skriver som jeg gør, kaotisk og ustruktureret, at jeg løber sur i det.
Jeg så engang en autist tegne et billede af en stribe bygninger. Han tegnede som en computer: lodrette streger, vandrette streger, over hele papiret og det gav ingen mening. Men langsomt, i takt med at stregerne mødtes, begyndt billedet at træde frem, indtil det var en fuldstændig kopi af de omkringliggende bygninger, tegnet med skygger og dybde og perspektiv. Det var helt ufatteligt. Han kunne kun lave den slags billeder og de var som sådan ikke kunstneriske. De indeholdt ingen fortolkning af det de gengav, lignede nærmest en arkitekttegning, men ikke des mindre imponerende.
Det er sådan jeg skriver, bortset fra at jeg fortolker – hvilket jeg burde holde mig fra, ifølge den onde anmelder, som ikke kunne forholde sig til Udflytterne, fordi hovedpersonen sagde og tænkte det hele, fordi romanen ikke satte noget sprogligt aftryk, og der derfor ikke var noget at komme efter som litteratur!
Det er hende jeg slår mig selv i hovedet med igen og igen, hvorfor jeg så gør det, når alle de andre roste den til skyerne, når jeg fik Statens Kunstfonds Treårige arbejdslegat på den bog - det helt store samfundsskylder klap, som der stod i en anmeldelse af vores blog fra Indien – som kan læses her:
http://altomindien.dk/forfatterens-eget-indien/
Drømte i nat at Akacia lagde et spædbarn i mine arme, i en verden i opløsning, på et tog fyldt med flygtninge ligesom os. Jeg lagde barnet til brystet, i håb om at mælken ville begynde at strømme, og jeg sad der i toget med Akacia ved siden af mig, og barnet ved mit tomme bryst og så toget køre fra Bo, som var stået af for at finde en afskedsgave til Daniel, som måtte blive tilbage. Og måske ville jeg aldrig se ham igen, måske ville jeg aldrig se Daniel igen, og foran mig lå måneders flugt, gennem et krigshærget land, af en ukendt flugtrute, alene med Akacia og det lille barn, som jeg havde ansvaret for.
Det er sådan jeg har det om morgenen når jeg åbner dokumentet med romanen. Som at lægge et spædbarn til et tomt bryst i håb om at mælken vil begynde at strømme.
Følelsen af at være malket helt helt tom. Jeg er så træt af den bog. Jeg var også træt af Udflytterne. Efterfølgende var et af de spørgsmål jeg fik, når jeg var ude og holde foredrag, om ikke jeg savnede stedet og bogen og personerne, nu hvor jeg havde færdiggjort bogen. Og nej – jeg var så træt af den bog til sidst.
Jeg spurgte engang min balletlærer om det samme (dengang jeg gik til ballet) om ikke han savnede teateret og dansen, nu hvor han var gået på pension. Og nej var svaret. Han savnede det ikke. Det havde været en lettelse at stoppe og hver morgen når han stod op, glædede han sig over, at han ikke skulle danse – sagde en mand, for hvem dansen havde været hele hans liv.
Det er sådan jeg har det nu. Nu vil jeg bare gerne have den bog færdig. Jeg har starten og midten og slutningen, det jeg sidder med nu er mellemkapitlerne, ting der skal føre videre til noget andet, kapitler der skal lægge op til andre kapitler, afsnit som skal skrives ind eller ud og som jeg ikke kan få til at passe nogen steder. Måske er det fordi jeg skriver som jeg gør, kaotisk og ustruktureret, at jeg løber sur i det.
Jeg så engang en autist tegne et billede af en stribe bygninger. Han tegnede som en computer: lodrette streger, vandrette streger, over hele papiret og det gav ingen mening. Men langsomt, i takt med at stregerne mødtes, begyndt billedet at træde frem, indtil det var en fuldstændig kopi af de omkringliggende bygninger, tegnet med skygger og dybde og perspektiv. Det var helt ufatteligt. Han kunne kun lave den slags billeder og de var som sådan ikke kunstneriske. De indeholdt ingen fortolkning af det de gengav, lignede nærmest en arkitekttegning, men ikke des mindre imponerende.
Det er sådan jeg skriver, bortset fra at jeg fortolker – hvilket jeg burde holde mig fra, ifølge den onde anmelder, som ikke kunne forholde sig til Udflytterne, fordi hovedpersonen sagde og tænkte det hele, fordi romanen ikke satte noget sprogligt aftryk, og der derfor ikke var noget at komme efter som litteratur!
Det er hende jeg slår mig selv i hovedet med igen og igen, hvorfor jeg så gør det, når alle de andre roste den til skyerne, når jeg fik Statens Kunstfonds Treårige arbejdslegat på den bog - det helt store samfundsskylder klap, som der stod i en anmeldelse af vores blog fra Indien – som kan læses her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar