Så vi gik ud og spiste pizza. På en restaurant hvor vi ind imellem kommer, fordi de laver en fantastisk æbletærte, og en rimelig kaffe, på trods af at det er noget nær det ulækreste sted vi har spist i Indien. Vi fik først et bord op af en lille halvmur med blomsterkrukker og planter – og et rottehul, med den fedeste rotte, der fuldstædig upåvirket af vores forsøg på at jage den væk, pilede rundt mellem krukkerne (og forudså jeg, også vores bord i det øjeblik maden blev serveret). Så vi flyttede bord, ned i den anden ende, hvor et lille snavset gadebarn stod og tiggede mad mens vi spiste. Og så gjorde jeg noget dumt. Jeg stak hende et stykke pizza, hvorefter hun kaldte på sin lillesøster, og så havde vi pludselig to sultne unger, der stod og gloede på os ind gennem hønsenettet mens vi spiste.
Så det vi gjorde, og det vi plejer at gøre, er at få resterne pakket ind og give tiggerne det efterfølgende. Men der er det med tiggerne, at de ikke deler. Jeg kan kun håbe, at den kvinde jeg gav maden til, deler den med sine børn, men jeg kan ikke vide det. Måske spiser hun den selv. I hvert fald havde vi ungerne hængende i klaser efter os da vi gik derfra.
Sådan er det ikke altid. I det mindste ikke her i Varanasi, men på grund af pilgrimmene, der strømmer til byen fra Kumbh Melaen, strømmer også hele oplandets tiggere hertil.
De kommer strømmende i store flokke ude fra de omkringliggende slumbyer, og slår sig ned langs floden, med deres bylter omkring sig. Ungerne leger. Ind imellem tigger de halvhjertet og leende, og for de småpenge de får, køber de slik. De er meget beskidte. Håret er stift og gråt af støv og skidt. Også kvinderne er beskidte, men deres sarier er rene, deres hår er kæmmet, olieret og sat op i en knold. De sludrer og ryger bedier: små stramtrullede stinkede cigaretter, og råber efter de forbipasserende, for at henlede deres opmærksomhed på tiggerskålen.
Vi er for længst holdt op med at give noget til tiggere i flok, men forleden kom en mand, der ikke har gjort den samme erfaring, med en pose aflagt tøj til dem. En pæn middelklasseinder som havde tænkt sig at dele det ud blandt de fattige: en skjorte til dig og en til dig, omhyggelig med at de mennesker han gav det til, havde samme størrelse som det tøj han gav væk. Men i løbet af et øjeblik var han omringet af tiggere, der rev og flåede i tøjet og i ham og i hinanden for at komme først og komme til. Som kvinder omkring en udsalgskasse i et discountmagasin. Så opgav han og smed posen ind i flokken. Og jublende brød den ene efter den anden ud af tumulten med et klædningsstykke, som et trofæ i hånden. En otte-ni årig pige hamstrede en kridhvid herreskjorte, som hun glædestrålende og straks trak over hovedet. Den nåede hende til knæene, og ærmerne hang ud over hendes hænder. Hun lo og vinkede med dem. De omkringstående lo med og anerkendte øjensynlig hendes ret til den skjorte, i hvert fald var der ingen af mændene der prøvede at tage den fra hende, den er hendes og den var hvid, som hendes blændende triumferende grin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar