En pause fra Varanasi

Af Bo

I går tog vi sammen med en flok venner på tur til et vandfald udenfor Varanasi. Et surrealistisk smukt og fredfuldt sted, især i Indien, hvor ensomhed og fred, er noget man stort set aldrig oplever.  Vandet faldt fra 30 meters højde ned i en stor sø, hvor lyset brød i vandråberne. Efter i månedsvis at have bevæget os rundt i små mørke gyder, og udenfor gyderne i et inferno af larmende, osende, dyttende trafik, mellem tusindvis af pilgrimme, var det fantastisk, for første gang at være i naturen igen. At kunne trække vejret helt ned i lungerne og blive ved med at gøre det. Først nu gik det op for os, hvor mange gange om dagen vi holder vejret: når vi passere et tissested, et parfumeret lig, et opskyllet ådsel, en affaldsdynge af forrådnet køkkenaffald, et bål af brændende plastik, et kloakudløb, byen er fuld af øjeblikke, hvor man holder vejret, nu trak vi det for første gang i månedsvis dybt dybt ind.

Vi slog os ned på nogle flade klippesten neden for vandfaldet og dasede og badede og spiste hvad vi havde taget med: frugt og brød og ost og tomater. Det var en dag der bare havde nok i at hvile i sig selv. Stedet ville være et fund for en filmproducent. Det kunne danne baggrundskulisse for en hvilken som helst film: En romance, en cowboy/indianer /samuraifilm, en disney eller mangafilm, eller den pause som selv den hidsigste aktionfilm har brug for. For frem for alt var her fred, og da Francesco tog sin tværfløjte frem og spillede, mens gule blade dalede ned og lyset spillede i de tusinder af forstøvede dråber fra vandfaldet. Ja så var det bare et af de øjeblikke.