Chaibaba

 Af Camilla

Denne her baba har jeg undret mig over, hver gang vi har passeret  babalejeren ved ligbrændingspladsen på Harichandra Ghat. En lille mørkbrændt senet mand, der ustandselig er i gang med at bygge nogle underlige konstruktioner af bambus og pinde. Det ene efter det andet. Det ligner en gal mands foretagende. Som den eneste baba holder han til direkte på krematoriegrunden – det er konstruktioner han bygger oven på ligbålene! Og det at han får lov til det tyder på, at han er en meget hellig mand, selv om han for mig ser ud som en galning.

I dag fik vi så forklaringen. I formiddags fik vi besøg af en baba (vores veninde Annas ven) han tager videre i morgen, tilbage til sin ashram og han ville lige sige farvel inden. Og han fortalte om chaibaba. Først troede jeg han mente den baba, som vi drikker chai hos sidst på dagen, som har en lille chaishop nede langs ghatsene, og som vi også kalder chaibaba, men så gik det op for mig, at han mente manden med de underlige konstruktioner. En baba der øjesynlig kun lever af sort the – som eneste føde overhovedet, deraf navnet. Og han tilbød at introducerer os for hinanden – hvilket jeg ikke helt ved om jeg har mod på..

Men da han havde svært ved at tage afsked, aftalte vi at mødes i aften nede i hans telt og se solnedgangen sammen, med ham og med Anna som også tager videre i morgen. Hun tager til Delhi, for at se til sin ven og protege Lucky, som var fotograf på hendes dokumentarfilm om gadebørn, og som nu går på filmskole i Delhi, hvilket hun finansierer. Så hun skal tale med hans lærer, sikre sig at han passer sit studie, inden hun tager tilbage til New York. Sådan forlader de byen, den ene efter den anden, og om en uge er det os der tager afsted, hvilket jeg på en gang glæder mig til og er vemodig over.