Af Camilla
I de her dage vil jeg helst bare være hjemme. Jeg træt af at blive konfronteret med fattigdom og nød hele tiden, som bådmanden og hans kone nede ved Assighat, der lever på ghatten, med deres to små tvillingedrenge og deres lille nyfødte pige, som ligger alle vegne. Jeg kan ikke holde ud at moderen ikke tager sig af hende, men lader hende ligge på jorden på den måde, med sine små spædbarnebevægelser.
I går så jeg en tiggerdreng spiser rester fra en skraldespand, og det kan jeg heller ikke holde ud. Men hvis jeg køber ham et måltid mad, har jeg ti sultne unger hængende i klaser på mig. Og jeg bliver vred på ungerne – og på de andre turister, der sidder helt uanfægtet og drikker chai og glor, for hvorfor giver de ikke nogle af børnene et måltid mad, hvorfor forventer de, at jeg skal fodre dem alle, bare fordi jeg har fodret en, og hvorfor tigger ungerne ikke dem om mad?
Og hvad med den nyfødte? Hvis jeg tager hende op – som jeg gjorde den anden dag med en lille pige, der græd hjerteskærende, så glor folk på mig som om jeg er idiot, for hvorfor gør jeg det?
Da Akacia og jeg så et lig forleden (ikke et af ligoptogene, eller nede ved brændepladsen, hvor man er forberedt, men siddende i en stol, formentlig en hellig mand, som skulle smides i floden, fordi de hellige mænd ikke bliver brændt) og hun var helt ude af den, var der en baba som spurgte hvad der var galt. Og da jeg sagde, hun var chokeret fordi hun havde set en død mand, så han på mig, som om han ventede på fortsættelsen – hun så en død mand… og?
Her forleden sagde Daniel: man bliver lidt hårdhjertet af at være her.
Men det ved jeg ikke om jeg er enig med ham i. Jeg synes, at jeg er helt hudløs og porøs i de her dage.
I de her dage vil jeg helst bare være hjemme. Jeg træt af at blive konfronteret med fattigdom og nød hele tiden, som bådmanden og hans kone nede ved Assighat, der lever på ghatten, med deres to små tvillingedrenge og deres lille nyfødte pige, som ligger alle vegne. Jeg kan ikke holde ud at moderen ikke tager sig af hende, men lader hende ligge på jorden på den måde, med sine små spædbarnebevægelser.
I går så jeg en tiggerdreng spiser rester fra en skraldespand, og det kan jeg heller ikke holde ud. Men hvis jeg køber ham et måltid mad, har jeg ti sultne unger hængende i klaser på mig. Og jeg bliver vred på ungerne – og på de andre turister, der sidder helt uanfægtet og drikker chai og glor, for hvorfor giver de ikke nogle af børnene et måltid mad, hvorfor forventer de, at jeg skal fodre dem alle, bare fordi jeg har fodret en, og hvorfor tigger ungerne ikke dem om mad?
Og hvad med den nyfødte? Hvis jeg tager hende op – som jeg gjorde den anden dag med en lille pige, der græd hjerteskærende, så glor folk på mig som om jeg er idiot, for hvorfor gør jeg det?
Da Akacia og jeg så et lig forleden (ikke et af ligoptogene, eller nede ved brændepladsen, hvor man er forberedt, men siddende i en stol, formentlig en hellig mand, som skulle smides i floden, fordi de hellige mænd ikke bliver brændt) og hun var helt ude af den, var der en baba som spurgte hvad der var galt. Og da jeg sagde, hun var chokeret fordi hun havde set en død mand, så han på mig, som om han ventede på fortsættelsen – hun så en død mand… og?
Her forleden sagde Daniel: man bliver lidt hårdhjertet af at være her.
Men det ved jeg ikke om jeg er enig med ham i. Jeg synes, at jeg er helt hudløs og porøs i de her dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar