I går, mens Bo og Daniel var til hindi, gik Akacia og jeg hen for at få en lassi. For at slippe uden om strømmen af pilgrimme, krydsede vi gennem de labyrintiske gyder derhen og et eller andet sted må vi være faret vild. I hvert fald landede vi i en lille smøge, hvor hundene ikke var vant til udlændinge, og derfor gik fuldstændig amok da de så os. De fangede os i en af de gyder, der er så smalle, at man kan nå murene på begge sider, når man rækker armene ud, og lige netop da, var der hverken mennesker i gyden, eller nogen sten, og selv om jeg lod som om jeg rakte ned efter en, lurede de med det samme at min hånd var tom.
Til sidst lykkedes det os, at flygte skrigende ind i en opgang, og derfra slippe videre ud i en anden og mere befærdet gyde. Akacia rystede over hele kroppen og græd som pisket. Det er anden gang jeg bliver overfaldet af gadekøtere og det er meget skræmmende.
I dag blev Akacia tretten år og min mor kom til Varanasi, fra sin ashram i Puri for at fejre fødselsdagen sammen med os. Hun kom med toget, og vi havde aftalt at hun skulle tage en taxi eller scooter-rickshaw derfra til enden af hovedgaden, hvor vi ville møde hende. Men fordi nagababaerne havde proklameret, at de netop på det tidspunkt ville gå i procession ned gennem hovedgaden, var alle indfaldsveje spærret.
Så det tog lidt tid at finde hende, der hvor taxaen havde sat hende af, nogle gader fra der hvor vi havde aftalt. Heldigvis løb jeg ind i en af de irriterende sigøjnerkvinder, som altid vifter en i ansigtet med en beskidt sutteflaske, mens de råber milk milk, mens de med et hårdt stød får babyen til at græde. Men hvis der er nogen der har styr på hvad der foregår i gaderne, er det de der lever der, og da jeg fortalte hende, at jeg ledte efter min mor, fandt hun lynhurtigt ud af hvor hun var og viste mig derhen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar