torsdag den 21. marts 2013

Akacias blogindlæg


Af Akacia

Vi starter med en personkarakteristik af dyr og mennesker i Varanasi:

Tiggerne: Man får hurtigt lavet et regnskab oppe i hovedet, med dem du skal give penge til.

De gamle: Dem kan man give, for de prøver ikke at snyde dig. De er virkelig gamle og kan ikke længere arbejde.
Kendetegn: De er gamle og man kan se, at de har haft et hårdt liv.
Opholdssted: I en klynge i vejkanten.

De syge: Dem skal man også give, men de lettere at give, fordi der ikke er så mange spedalske som gamle.
Kendetegn: De har som regel bandager på og mangler nogle kropsdele, som for eksempel fingre eller tæer.
Opholdssted: Der hvor folk er nødt til at gå lige forbi.

Mødrene: Dem skal man faktisk ikke give så mange penge, dels fordi de som regel har familier, dels fordi de vil have at man køber modermælkserstatning, selv om de sagtens selv kan amme deres børn. En modermælkserstatning er meget dyrere og så kan de sælge den igen. Hvis barnet græder, er det fordi moderen har nevet det, så man skal tro det græder af sult.
Kendetegn: En baby på armen og en sutteflaske i hånden.
Opholdssted: På torvet, på pladsen, overalt hvor de kan ane en turist.

Børnene: De har familier, og hvis man giver dem penge er det ikke altid de bliver brugt på mad. Så hvis man skal give dem, er det bedst at give dem mad.
Kendetegn: De er børn og tiggerbørnene er meget beskidte.
Opholdsted: Lidt rundt omkring.

Tiggerbabaerne (en baba er en hellig mand): Der er to slags babaer, den ene slags er de ”rigtige”, den anden slags er mere ligesom tiggere og det er ikke helt nødvendigt at give dem. Man kan kende dem på at de altid er klædt ud, så de ser mere hellige ud og nogle af dem har nogle rigtig skurebrænderstemmer.
Kendetegn: De er klædt ud som hellige mænd.
Opholdssted: På ghatsene (trapperne ned til floden).

De hellige babaer: Det er mænd som har fortjent at blive hellige. Der er forskellige måder, at gøre sig fortjent til at blive baba. En af dem jeg har hørt om er, at stå op i tolv år.
Kendetegn: De er som regel nøgne og indsmurt i aske.
Opholdssted: i et telt tæt ved ligbrændingspladserne.

Sælgerne: Uanset hvor du går, er der altid en der vil sælge dig noget. De har endda hver deres ghat.

Bådmændene:
Slogan: Boat, boat, you want a boat Madam.
Kendetegn: Små senede mænd.
Opholdssted: Boatghatten – alle ghatsene.

Massagemændene:
Slogan: Du you want massage. Eller: Give me your hand sir.
Kendetegn: De vil gerne trykke dig I hånden, så de kan give dig et rigtig massagehåndtryk, men jeg vil ikke råde dig til det, for man ved jo aldrig hvor deres hænder har været.
Opholdssted: Den store plads, hvor der hver aften bliver holdt aftenpuja, altså et helligt show.

Chaimænd:
Slogan: Chai, chai, chai.
Kendetegn: Deres dybe stemmer, der vækket dig om morgenen, hvis du har kørt med tog.
Opholdssted: I togene og rundt om på ghatsene og i gyderne – alle steder faktisk.

Omeletmændene:
Slogan: Omlet kotlet Omlet Kotlet.
Kendetegn: De dybe stemme, der vækker dig om morgenen, hvis du kører med tog.
Opholdssted: I togene.

Hashsælgerne:
Slogan: Do you want hash, I have everything: Weed, drugs, boys.
Kendetegn: Den sleske pivende junkiestemme og måden de udtaler s på  - ligesom Gollum.
Tip: Spørg om de har Müsli – müsli kan i Indien også være en form for drugs eller noget i den stil, når de så svarer yes, så spørger du: Ahh, do you also have curd (yoghurt).

Dyrene:

Hundene: Overalt er der hundebander der bekriger hinanden både nat og dag.   De fleste hunde er skabede, men stadig stolte og vilde. De fanger selv deres føde, og de er meget territoriale.

Aberne: Hver gang du går uden for en dør, skal du først kigge efter aber, og pas på med at have noget i hænderne, for ellers vil aberne angribe.  Selv om de fleste aber har vænnet sig til mennesker.

Køerne: De er som regel meget fredelig. Men hvis en tyr lugter en ko i brunst, begynder den at løbe derud af. I Indien er køerne hellige, og man ser dem tit gå ind i butikkerne, for butiksejerne kan ikke helt jage dem væk. Kokasserne bliver tørret og brugt som brændsel til madlavning, og regnes for den fineste form for brændsel.

Vandbøflerne: De ligner en form for køer, men de skal engang om dagen i bad, for ellers overlever de ikke. Men på trods af det er de ikke så gode til at svømme.

Rotterne: Det kan lyde underligt, men rotterne er også hellige. I nogle restauranter løber musene ligefrem rundt og en gang imellem stikker en rotte snuden frem lige ved ens fødder.

Gederne: Når det er koldt har gederne trøjer på.


En tur til Assighat.

Fra guesthouset går der en lille snæver gade. Først passerer vi en trappesten hvor fem hundehvalpe kravler rundt. Tæt ved står vandpumpen. Vi går forbi en byggeplads, hvor arbejderne er i gang hele dagen. Overfor sidder der en mand og læser avis, han har siddet der hver gang jeg er gået forbi.

Nu kommer vi til trappen, der ligger fem store hunde. Det er den sorte hundebande, som jeg kalder dem. Trappen er næsten altid våd. Trappen fører ned til enden af boatghatten, et par bådmænd forsøger at få os til at tage en bådtur. Da vi går videre er der et par unge drenge der prøver at filme mig, men jeg træder hurtigt ind bag ved Daniel, for det er jeg ikke så vild med.

Vi når til Visnu Resthouse, hvor alle koreanerne sidder ude foran. En af dem spiller på trommer. En af dem lærer fløjtemanden nye toner, et par stykker spiller wolleyball eller skak, og der er en der lige har stukket sin i-phone i hånden på et gadebarn, for at beskæftige det.

Vi beslutter at tage et hvil. Daniel tager et par bolde frem for at jonglere. Nogle gadebørn kommer løbende, og den ældste pige får lov til at jonglere. Nu kommer en af hundene stolt marcherende med en rotte i flaben. Den forsvinder ind mellem chaihuset og Visnu Resthouse, derinde ved jeg at den har sine fem hvalpe godt gemt.

Da vi går videre får jeg øje på Elisabeht geden og Emely geden. Elisabeth er hvid og har en brun strikcardigan på. Jeg tro Emely er Elisabeths niece. Hun er sort med en hvid blis i panden. Vi får hverken øje på Elisabeths søster Laura, der er hvid med en blomstret natkjole med pufærmer på. Eller Elisabeths og Lauras fætter Jimmy, der sort med en hvid blis i panden og en blå sportstrøje på. Når det er varmt, får Jimmy viklet ærmerne om halsen, så trøjen ligger på ryggen, det ser rigtig sporty og sejt ud og det er den eneste trøje Jimmy ikke spiser. Nå ja, Jimmy er for resten en dame.

Jeg begynder at kunne lugte ligbrændingspladsen. Der er åbenbart et ældre lig der bliver brændt af. Ligene bliver som regel først brændt af, når alt det omkringstående familie kan være til stede.  Så løber de gennem byen bærende på liget, alt imens de råber: Ram nam sataya hai, ram nam sataya hai. Det betyder: Rams navn er sandheden. Ram er en gud. Når de siger det rigtig hurtigt, kommer det til at betyde: Døden er sandheden. Bagefter løber de ned til brændepladsen og får liget brændt af.   

Nu er vi nået helt derned. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk et lokalt samlingssted. Folk kommer der for at mødes med vennerne, får sig en chai og en sludder, besøger de hellige babaer som holder til der, eller bare for at få fyret en af de gamle af.

Nu er vi nået forbi brændepladsen. Der går en baba med en tiggerkurv. En inder går hen for at give ham noget. Pludselig springer Inderen tilbage og taber pengene. Babaen samler dem op. Jeg synes det er lidt underligt, ganske vist kan babaer være ret vilde og jeg ville også blive forskrækket hvis jeg kom til at se ind i en vild mands øjne, men alligevel. Nu får Camilla øje på det, der ligger en slange i tiggerkurven, så det er meningen at man skal stikke hånden ned og ofrer penge til slangen. Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg ville også have fået et chok.

Endelig når vi til Assighat. Der sidder en hel klynge af tiggere, blandt andet en mand med en abe. Begge er de gamle og aben er ikke i bur. Faktisk ligger den på manden og bliver kløet i hovedbunden.

Nu hvor vi er kommet til Assighat er der ikke så meget mere af sige, så jeg tror jeg slutter det her kapitel og muligvis begynder på et nyt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar