Af Camilla
Det er Shivarati (Lord Shiva og Parvattis bryllupsdag/nat) og hele natten har unge drenge vandret gaderne tynde barfodede fra tempel til tempel, vi støder stadig på nogle af dem humpende afsted støttende sig til hinanden. Normalt er der omkring to millioner pilgrimme i byen op til Shivarati, denne gang er der fire, og vi måtte opgive at være ude i gaderne. Der er simpelthen for mange mennesker. For seks år siden var vi ude og se på optogene. Børn der gik i procession gennem gaderne med neonrør på hovedet, i lange rækker, bundet sammen af elektriske ledninger, der gik fra neonrør til neonrør, der stod lodret op i vejret fra hvert barns hoved og bagerst en cykelrickshaw med en generator. Og Ronja der sagde: tænk hvad de siger til hinanden i skolen på mandag, når de bliver spurgt om hvad de var til Shivarati:
– jeg var neonrør nummer fire!
Andre var klædt ud som guder og sad højt til vejrs på piedestaler, små børn 4-5 år gamle, fire meter oppe i luften på en lille platform, i mange mange timer, mens megafoner genfortalte historierne fra den indiske mytologi.
Men altså ikke denne gang. Vi forsøgte, efter vi havde været ude og spise aftensmad. Bare turen hen til restauranten, gennem pilgrimme og snakecharmere, som jeg ikke kan holde ud, deres enerverende slangetæmmermelodi, altid den samme, spillet på en tvedelt kalabasfløjte, slangerne sammenrullede i små kurve, kobraer, som jeg gerne ville have taget et billede af, hvis ikke det var fordi der ikke er nogen zoom på vores kamera og jeg derfor skal helt tæt på dem. Og desuden bagefter skal smide en mønt ned til slangen, og bare tanken. Forbi nagababaerne, der havde smidt tiggerne væk fra deres plads på trappen ned til hovedghatten og nu selv sad og tiggede der. Den unge nagababa, neden for vores guesthouse, som stod og rullede sin pik op omkring en sabel. Og i går så vi en der havde stukket en sabel gennem pungen!
Vi prøver virkelig ikke at spamme jer med billeder af nagababaer, men lige nu er de en meget markant del af gadebilledet, og nede langs floden er der nærmest en for hver meter. Asketer der viser deres kyskhed ved at gå nøgne, hvilket på en måde er mere logisk end at vise den ved at tildække sig. Min mor var ikke vild med dem – deres hellighed til trods, og Akacia bryder sig heller ikke meget om dem. Hun sagde forleden, at hun syntes hun var lidt for ung til at se så mange tissemænd på så kort tid.
Der er kun en af dem hun har sympati for, en ung dreng som vi kalder Spøgelsesdrengen. Han bærer en masse tunge kæder om halsen, og næsten skjult mellem kæderne ligger en slange, en brun kobra tror jeg det er, hvis kobraer kan være brune. Han har noget utrolig sørgmodigt over sig, men når han ser Akacia lyser han op i et smil – og det er de eneste gange vi ser ham smile, overhovedet.
Det er Shivarati (Lord Shiva og Parvattis bryllupsdag/nat) og hele natten har unge drenge vandret gaderne tynde barfodede fra tempel til tempel, vi støder stadig på nogle af dem humpende afsted støttende sig til hinanden. Normalt er der omkring to millioner pilgrimme i byen op til Shivarati, denne gang er der fire, og vi måtte opgive at være ude i gaderne. Der er simpelthen for mange mennesker. For seks år siden var vi ude og se på optogene. Børn der gik i procession gennem gaderne med neonrør på hovedet, i lange rækker, bundet sammen af elektriske ledninger, der gik fra neonrør til neonrør, der stod lodret op i vejret fra hvert barns hoved og bagerst en cykelrickshaw med en generator. Og Ronja der sagde: tænk hvad de siger til hinanden i skolen på mandag, når de bliver spurgt om hvad de var til Shivarati:
– jeg var neonrør nummer fire!
Andre var klædt ud som guder og sad højt til vejrs på piedestaler, små børn 4-5 år gamle, fire meter oppe i luften på en lille platform, i mange mange timer, mens megafoner genfortalte historierne fra den indiske mytologi.
Men altså ikke denne gang. Vi forsøgte, efter vi havde været ude og spise aftensmad. Bare turen hen til restauranten, gennem pilgrimme og snakecharmere, som jeg ikke kan holde ud, deres enerverende slangetæmmermelodi, altid den samme, spillet på en tvedelt kalabasfløjte, slangerne sammenrullede i små kurve, kobraer, som jeg gerne ville have taget et billede af, hvis ikke det var fordi der ikke er nogen zoom på vores kamera og jeg derfor skal helt tæt på dem. Og desuden bagefter skal smide en mønt ned til slangen, og bare tanken. Forbi nagababaerne, der havde smidt tiggerne væk fra deres plads på trappen ned til hovedghatten og nu selv sad og tiggede der. Den unge nagababa, neden for vores guesthouse, som stod og rullede sin pik op omkring en sabel. Og i går så vi en der havde stukket en sabel gennem pungen!
Vi prøver virkelig ikke at spamme jer med billeder af nagababaer, men lige nu er de en meget markant del af gadebilledet, og nede langs floden er der nærmest en for hver meter. Asketer der viser deres kyskhed ved at gå nøgne, hvilket på en måde er mere logisk end at vise den ved at tildække sig. Min mor var ikke vild med dem – deres hellighed til trods, og Akacia bryder sig heller ikke meget om dem. Hun sagde forleden, at hun syntes hun var lidt for ung til at se så mange tissemænd på så kort tid.
Der er kun en af dem hun har sympati for, en ung dreng som vi kalder Spøgelsesdrengen. Han bærer en masse tunge kæder om halsen, og næsten skjult mellem kæderne ligger en slange, en brun kobra tror jeg det er, hvis kobraer kan være brune. Han har noget utrolig sørgmodigt over sig, men når han ser Akacia lyser han op i et smil – og det er de eneste gange vi ser ham smile, overhovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar