Af Camilla
Der er to ting vi skal nå, inden vi tager fra byen om nogle
uger. Det ene er at se universitetet og det andet er et besøg i det gyldne
tempel med den store lingam (en udhugget stenfigur af Lord Shivas kønsdele).
Det sidste kan godt blive svært, for pilgrimmene strømmer hertil og køen foran
templet er flere kilometer lang. I gloende middagshede, står de i time efter time, i en kø der strækker sig så lang øjet rækker. Sidst vi var her,
var templet lukket for udlændige, så Bo har aldrig været der. Selv har jeg et
kapitel i bogen, som foregår derinde og nogle ting jeg skal have samstemt,
ellers var jeg helst fri.
Jeg har aldrig forstået folks fascination af templer. Ind imellem besøger jeg et, mere fordi jeg er blevet grebet af andres begejstring end fordi det interesserer mig, det pågældende tempels historie eller skønhed, den spiritualitet, der angiveligt skulle strømme derfra. Men de må opleve noget andet end jeg.
Selv kan jeg ikke træde ind i et tempel, uden der straks er en eller anden der hægter sig på mig. En lille forhutlet mand, der for et beskedent beløb tilbyder, at fortælle mig om guderne og templets historie. En selvbestaltet guide, der ikke tager et nej for et nej, men render i røven på mig og meget insisterende og på det mest mangelfulde engelsk fortæller mig hvad det er jeg ser:
- This Hanuman, siger han, mens han peger på abeguden. Og det han ikke kan udtrykke på engelsk, prøver han at udtrykke gennem tonelejet, en overdreven begejstring og jo større begejstring og insisteren, jo større bliver min irritation. Selv ikke hvis jeg stikker manden penge kan jeg slippe af med ham, for nu hvor han er blevet betalt, vil han selvfølgelig yde den bedste service, han er jo ikke tigger og jeg skal selvfølgelig have hvad jeg har betalt for, en fuldendt rundvisning: look, look, this very holy!
Og uden for templet skal jeg bogstavlig talt vriste mine klipklappere fra en ligeså selvbestaltet skovogter, som forlanger betaling for sin ydelse. Et beløb der langt overstiger hvad jeg har givet for skoene. Da jeg fremfører det som argument, ser han såret på mig, som om jeg forsøger at snyde ham. Jeg der trods alt har sko på fødderne og han peger anklagende ned på sine hornede grå fødder.
Jeg har aldrig forstået folks fascination af templer. Ind imellem besøger jeg et, mere fordi jeg er blevet grebet af andres begejstring end fordi det interesserer mig, det pågældende tempels historie eller skønhed, den spiritualitet, der angiveligt skulle strømme derfra. Men de må opleve noget andet end jeg.
Selv kan jeg ikke træde ind i et tempel, uden der straks er en eller anden der hægter sig på mig. En lille forhutlet mand, der for et beskedent beløb tilbyder, at fortælle mig om guderne og templets historie. En selvbestaltet guide, der ikke tager et nej for et nej, men render i røven på mig og meget insisterende og på det mest mangelfulde engelsk fortæller mig hvad det er jeg ser:
- This Hanuman, siger han, mens han peger på abeguden. Og det han ikke kan udtrykke på engelsk, prøver han at udtrykke gennem tonelejet, en overdreven begejstring og jo større begejstring og insisteren, jo større bliver min irritation. Selv ikke hvis jeg stikker manden penge kan jeg slippe af med ham, for nu hvor han er blevet betalt, vil han selvfølgelig yde den bedste service, han er jo ikke tigger og jeg skal selvfølgelig have hvad jeg har betalt for, en fuldendt rundvisning: look, look, this very holy!
Og uden for templet skal jeg bogstavlig talt vriste mine klipklappere fra en ligeså selvbestaltet skovogter, som forlanger betaling for sin ydelse. Et beløb der langt overstiger hvad jeg har givet for skoene. Da jeg fremfører det som argument, ser han såret på mig, som om jeg forsøger at snyde ham. Jeg der trods alt har sko på fødderne og han peger anklagende ned på sine hornede grå fødder.
 |
| Et lille gadetempel med en Shivalingam, en fallos i en yoni. De står med jævne mellemrum overalt i den gamle bydel. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar